Der er stor forskel på, hvordan Arbejdstilsynet behandler arbejdsrelaterede dødsulykker. Arbejdstilsynet har ikke tilsynssager på knap hver fjerde dødsulykke i perioden 2004 til og med 2015, og de dødsulykker, som Arbejdstilsynet har en tilsynssag på, er vidt forskellige i omfang.
Sagsakterne i de enkelte sager kan fylde fra flere hundrede sider ned til blot fem ord. En af de kortest beskrevne dødsulykker på jobbet skete 16. februar 2009. Om afdøde var mand eller kvinde, eller hvor ulykken skete, fremgår ikke. Sådan her er dødsulykken beskrevet hos Arbejdstilsynet, der ikke har mere på sagen:
”Undersøgelse af ulykke sket den 16-02-2009”.
Den ultrakorte beskrivelse vækker stærk undren hos Kent J. Nielsen, der er ekspert i arbejdsmiljø og souschef på Arbejdsmedicinsk Klinik ved Regionshospitalet i Herning.
Har 30 ultrakorte sager i arkivet
Arbejdstilsynet har i alt 30 meget kort beskrevne arbejdsrelaterede dødsulykker i deres arkiver i perioden 2004-2015. Selv om Arbejdstilsynet lover, at de ”undersøger alle dødsulykker og ulykker, hvor tilsynet vurderer, at der er akut behov for en forebyggelsesindsats”.
– Det er ekstremt overraskende for mig. Jeg havde forventet, at der var mere på de her sager, siger Kent J. Nielsen.
Dødsulykken på de fem ord og en dato har journalnummer 20090056896 hos Arbejdstilsynet, og Fagbladet 3F har bedt om uddybende oplysninger om dødsulykken, men tilsynet har ikke mere på sagen.
Der er heller ikke yderligere dokumenter på de andre 29 korte dødsulykker. Fagbladet 3F har lokaliseret de 30 korte tilsynssager ved en nøje gennemgang af godt 400 dødsulykker i perioden 2004 til og med 2015, som Arbejdstilsynet har givet Fagbladet 3F aktindsigt i. Politiet har ikke givet Fagbladet 3F aktindsigt i ulykken.
Ikke en eneste sag kan bruges
Kent J. Nielsen påpeger, at når man nærmest kun skriver, at der har været en dødsulykke, så må formålet udelukkende være en registrering.
– Når jeg læser de her ulykker igennem, er der ikke en eneste, hvor der står noget, der kan bruges til forebyggelse eller læring. Hvis man skal lære noget af ulykkerne og forebygge, at de sker igen, så er det her ubrugeligt. Man kan ikke se, om der er sket overtrædelse af den ene eller den anden regel. Om der er nogen arbejdsgiver, der skal straffes. Der er nogle mennesker, der har mistet livet, og så skal vi i det mindste prøve at lære noget af det her, så andre mennesker ikke også mister livet på den måde, siger han.
Fagbladet 3F har spurgt Arbejdstilsynets direktør, Peter Vesterheden, hvad tilsynet kan bruge 30 meget kort beskrevne dødsulykker til:
– Vi kan ikke bruge dem godt nok. To tredjedele er trafikulykker, og de har været undersøgt detaljeret af en anden myndighed, og derfor har vi ikke gjort yderligere. Når det har været nærtstående, der er døde, så har vi ikke uddybet det yderligere. Og da siger vi nu: Vi kigger en ekstra gang for at se, hvad læringsperspektivet er, siger Peter Vesterheden.
Forsker: Arbejdsulykker i trafikken skal undersøges
Peter Hasle, professor ved Aalborg Universitet og ekspert i arbejdsmiljø, slår fast, at Arbejdsbetingede dødsulykker og andre alvorlige ulykker, som sker i trafikken, bør undersøges på samme måde som andre arbejdsulykker.
– En væsentlig del af alle alvorlige arbejdsulykker sker i trafikken, og der kan være arbejdsmæssige forhold, som spiller ind. De kan både handle om køretøjets vedligeholdelse og anvendelse, om organisatoriske forhold som for eksempel tidspres og om instruktion. Hvis disse ulykker ikke undersøges, mangler vi viden, som kan anvendes til at forbedre forebyggelsen, siger han.
Seniorforsker ph.d. Johnny Dyreborg, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, pointerer, at de korte beskrivelser af sagerne ikke giver tilstrækkeligt med information om, hvordan man skal forebygge.
I forhold til arbejdsrelaterede dødsulykker i trafikken siger han, at Arbejdstilsynet formentlig godt kunne spille en større rolle i forhold til arbejdsmiljø og sikkerhed.
– I perioder har det måske været meget overladt til politiet og den generelle forebyggelse i trafikken. Det kunne godt være et indsatsområde for Arbejdstilsynet i forhold til for eksempel store transportfirmaer, hvor vi ved, at der er en basis for at gøre en indsats, der kunne have en effekt, siger han.



