- Jeres grådighed – Vores krise
- Nedskæringer dræber – Ny vej for Europa
- Fair betaling og gode job
Kravet fra demonstranterne var job, investeringer og en ny vej for Europa. Og en lang stribe europæiske fagforbund stod bag med deltagere, der forsøgte at råbe EU’s og Europas politikere op med den store markering i EU’s ”hovedstad”.
Spareknive virker modsat
Før demonstrationen trak Bernadette Ségol, formand for sammenslutningen af europæiske fagforbund, ETUC, linjerne op:– Over 26 millioner europæere er uden job. Det er 10 millioner flere, end før krisen begyndte i 2008. Det er derfor, vi demonstrerer. Det er derfor, vi kræver en ny vej for Europa. En vej baseret på lighed, investeringer og job med kvalitet.
ETUC peger på, at bankerne og finanssektoren har fået støtte for 1.000 milliarder euro. I det lys kræver Europas fagbevægelse investeringer for 250 milliarder euro, der kan skabe vækst og 11 millioner nye job.
50 3F’ere med
Fagforbund fra 21 europæiske lande – fra polske Solidarnosc til danske 3F – deltog. 3F sendte en bus med 50 demonstranter af sted. En af dem er chauffør Robert Jakobsen:– For de fleste er EU noget, der er meget langt væk. Men det er vigtigt, at vi viser utilfredsheden med EU’s dispositioner, hvis vi kan. Det er vigtigt, at det ikke kun er franskmænd, tyskere, belgiere og hollændere, der deltager, fordi de bor tættest på Bruxelles. Tænk hvis alle, der er utilfredse kunne møde op, siger han.
Ifølge ETUC deltog 50.000 i demonstrationen. Belgiske medier skønner, at 40.000 var med. Knap 200 – få promille af deltagerne – valgte at slå skår i markeringen ved at smide med sten efter politiet, da demonstrationen var ved at være forbi.
