– Jeg lå på jorden og kunne intet gøre. Jeg var helt sikker på, at jeg aldrig ville kunne arbejde igen, siger Jørgen Karl Andersen.
På sygehuset satte fire læger hoften på plads i et smertefuldt ryk. Men allerede fem måneder senere kunne Jørgen Karl Andersen igen passe sit job hos Lemvigh-Müller & Munck, et stort stålfirma i Aarhus.
Arbejdsgiveren anmeldte ulykken til Arbejdsskadestyrelsen, men da Jørgen Karl Andersen ikke umiddelbart havde nogen mén, skete der ikke mere.
– Lægerne sagde, at jeg var sluppet billigt. Men de advarede mig også om, at jeg kunne få smerter senere i livet.
Det kom til at holde stik.
Fik stærke smerter 21 år efter
I 2008 begyndte Jørgen Karl Andersen at få smerter i hoften. De sidste år blev derfor svære for den erfarne chauffør. Han kunne næsten ikke slæbe sig rundt, da han gik på efterløn i 2012. Samme år fik han en ny hofte.Efter råd fra sin læge besluttede han at søge erstatning hos Arbejdsskadestyrelsen. Med støtte fra 3F Horsens & Omegn lykkedes det ham at fremskaffe de nødvendige papirer og journaler, der kunne dokumentere sammenhængen mellem den gamle ulykke og smerterne i hoften.
Arbejdsskadestyrelsen genoptog sagen, selvom den var over 25 år gammel. Afgørelsen faldt i oktober 2013. Jørgen Karl Andersen fik en erstatning på godt 44.000 kroner.
– Jeg var glad og lettet over afgørelsen. Jeg havde ikke regnet med noget, fordi ulykken ligger så mange år tilbage, siger han.
3F: En tung bevisbyrde
Jørgen Karl Andersen fik erstatning, fordi hans dokumentation var skudsikker. Det siger Ida Bang Andersen, socialrådgiver i juridisk afdeling hos 3F.– Det kan være vanskeligt at bevise en direkte sammenhæng mellem en gammel ulykke og udviklingen af nye mén. Derfor er dokumentationen helt afgørende. Vi ser sjældent sager, der går så langt tilbage, men det er glædeligt, at den er blevet anmeldt korrekt og behandlet efter bogen, siger hun.
