En ny opgørelse viser, at ikke færre end 11.000 arbejdsskader sagsbehandles i 3F i øjeblikket. Nogle af dem er ved at være afsluttet, andre er først lige sket.
– Det er rigtig mange, siger socialrådgiver Stephan Petersen fra Juridisk Sekretariat i forbundet. Han står bag den nye opgørelse.
Samkøring af oplysninger med Arbejdsskadestyrelsen
Måske findes der i virkeligheden endnu flere 3F-medlemmer, som er ramt af arbejdsskader. Der kan være sager, som forbundet ikke har hørt om eller er inddraget i.Nu skal det totale antal opgøres. 3F planlægger at samkøre sine registreringer af arbejdsskader med Arbejdsskadestyrelsens informationer.
– Det vil vi søge Datatilsynet om lov til at gøre, siger Stephan Petersen. Dermed får vi også inddraget de skader, som vi ikke kender til.
Oplysningerne skal bruges til at bekæmpe arbejdsskader
Stephan Petersen fortalte om det nye projekt på 3F’s arbejdsmiljøkonference i Middelfart. Her blev det godt modtaget. Hensigten med at skaffe flere data er at kunne øge forebyggelsen.Hovedkasserer Ulla Sørensen deltog i konferencen. Hun sagde, at medlemmerne skal have den erstatning, de har krav på, men at der også skal gøres en indsats for at hindre, at de samme skader sker igen og igen.
– Det skal gerne være sådan, at når vi hører om en arbejdsskade, så kontakter vi arbejdsmiljørepræsentanten på arbejdspladsen. I fællesskab skal vi forbedre forholdene, så færre medlemmer kommer til skade, sagde Ulla Sørensen.

