Man skal være i live for at få udbetalt erstatning efter en arbejdsulykke. Sådan er loven.
Derfor forsvandt muligheden for erstatning dagen efter 52-årige Jens Christian Poulsens alvorlige arbejdsulykke. For på det tidspunkt valgte familien at få slukket for respiratoren, som holdt lagerarbejderen i live, og dermed døde Jens Christian Poulsen, der ikke var forsørger. Familien kendte ikke til konsekvensen af den beslutning og forstår ikke, at det kynisk set kan være billigere for samfundet, at folk dør end overlever en arbejdsulykke.
Afgørelsen i Jens Christian Poulsens sag er dog korrekt ifølge lovgivningen. Det vurderer Karsten Høj, der er en af landets førende eksperter i arbejdsskadesager og erstatningsret.
– For at du kan få tilkendt erstatning – som jo kan falde i arv, når man dør – skal man være i live på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse, siger Karsten Høj, partner hos Elmer Advokater, til Fagbladet 3F og fortsætter:
– Det følger af reglerne. Det er personlig erstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Erstatning tilkendes den, der er kommet til skade, og ikke til andre. Juridisk set er der ikke noget at komme efter.
Kræftsager er blevet hastebehandlet
Hvis folk har pådraget sig livstruende sygdomme eller kvæstelser på grund af deres arbejde, vil det ofte være muligt at hastebehandle deres sag. Det oplyser Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der indtil 1. juli i år hed Arbejdsskadestyrelsen, til Fagbladet 3F.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har allerede hastebehandlet flere sager, hvor personer har fået konstateret den ofte uhelbredelige sygdom lungehindekræft på grund af asbest. Samt inden for få dage eller uger truffet afgørelse om erstatning, som udbetales af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udbetalingsenhed AES – Udbetaling.
Og hvis en person kommer så alvorligt til skade ved en arbejdsulykke, at personen efter en lægelig vurdering vil dø inden for kort tid af sine kvæstelser eller for eksempel holdes kunstigt i live i en respirator, vil det sandsynligvis også kunne lade sig gøre at hastebehandle en sådan sag og inden for kort tid træffe afgørelse om godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab.
Men det forudsætter, at ulykken bliver anmeldt hurtigt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med oplysninger om ulykken, dens alvor og mulige konsekvenser. Efter reglerne er det arbejdsgiveren, som skal anmelde en ulykke, men andre kan også anmelde. For eksempel den tilskadekomnes pårørende, understreger Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Helt anden tilgang i Italien
Advokat Karsten Høj sammenligner situationen efter Jens Christian Poulsens død med en situation, hvor et barn er blevet slået ihjel i trafikken. Så koster det begravelsesudgifterne i erstatning. Overlever barnet koster det måske fire og en halv million kroner, hvis vedkommende bliver 100 procent invalid, forklarer advokaten.
Han oplyser, at familier i Italien har en helt anden plads rent erstatningsmæssigt end i Danmark.
– I Italien tilkender man store godtgørelser til familiemedlemmer, hvis deres nærmeste dør under visse omstændigheder. Den smerte, det koster at miste et nært familiemedlem, kompenserer man. Det gør vi ikke i Danmark, siger Karsten Høj.
– Generelt set kan man godt se på, at mange oplever, at det er gratis at slå nogen ihjel. Det kan man diskutere politisk, siger han.



