Kvinder skal passe på med at løfte tunge ting, så snart de opdager, de er gravide. Det viser et nyt dansk forskningsprojekt fra Rigshospitalet, der har set på antallet af løft på arbejdet og risikoen for abort.
Løft tidligt i graviditeten giver en øget risiko for tidlig, spontan abort. Jo flere kilo, der løftes i løbet af en dag og jo tungere løft, desto større er risikoen. Det viser tallene indhentet i perioden fra 1996 til 2002 blandt 71.500 erhvervsaktive gravide. Heraf oplevede 2.886 en spontan abort.
Men desværre overlades kvinder ofte til deres eget skøn omkring løft på jobbet. Det siger Palle Larsen, arbejdsmiljøkonsulent i 3F. Der er krav om, at virksomheden lever op til en vejledning fra Arbejdstilsynet fra 2009. Men den har for eksempel ikke særlige grænser for løft.
– Selvfølgelig skal man ikke tage med fløjlshandsker på kvinder, fordi de er gravide. På den anden side bør man udvise respekt for liv og prøve at beskytte kvinderne, så de kan parkere den slags bekymringer i forhold til udførelse af deres job, og glæde sig fuldt ud over den lykkelige situation, de befinder sig i, siger Palle Larsen.
Palle Larsen har følgende overordnede anbefalinger til kvinderne:
3 gode råd
- Tag kontakt til din arbejdsmiljørepræsentant eller din lokale 3F-afdeling, hvis du bliver gravid, og arbejder med tunge løfte eller mange små løft om dagen. Få besked på, hvad dine rettigheder er, for eksempel i forhold til muligheden for at blive forflyttet til andet arbejde.
- Undersøg – eller få din arbejdsmiljørepræsentant eller 3F-afdeling til at undersøge, om din arbejdsplads er underlagt en branche med konkrete branchevejledninger. Disse branchevejledninger er nemlig forpligtende for arbejdsgiveren, da arbejdsgiverne selv har skrevet under
- Undersøg, om din arbejdsplads selv har en konkret graviditetspolitik. Det vil typisk være større arbejdspladser, der har dét. Herunder hvorledes muligheden for at bliver forflyttet til et andet arbejde er.
Palle Larsen understreger, at de samme råd gælder, hvis man for eksempel arbejder med farlige stoffer; står op hele dagen; har risiko for stød, slag og lignende.
