Sagen var torsdag for Retten i Kolding, der nu skal træffe en afgørelse. Retten skal tage stilling til, om tømreren skal tilkendes 400.000 kroner i erstatning, som 3F’s krav lyder på.
Advokat Marie Louise-Ehmer, firmaet Rosberg & Haug, påpegede i retten, at arbejdsgiveren ikke havde tilrettelagt arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, og at Arbejdsmiljøloven overtrådt.
Klar forsømmelse af arbejdsgivers forpligtelser
– Han havde kun været i jobbet i 14 dage og fik ingen instruktion. Selv om tilsyns- og instruktionspligten endda var skærpet, fordi arbejdet foregik i højden med risiko for at falde ned på et hårdt og ujævnt underlag, sagde advokaten.Ulykken skete, da den 37-årige tømrer åbnede en pakke tagplader og gled på det isglatte tag. Der var ikke saltet og intet stillads omkring det sted, hvor han arbejdede. Den del af stilladset havde ledelsen på byggepladsen beordret fjernet.
– Stilladset skulle ikke have været fjernet – men hvis man fandt det nødvendigt, skulle arbejdsgiver have sørget for en anden form for faldsikring, pointerede Marie Louise-Ehmer.
Der blev ført seks vidner – tre fra hver side – der alle kunne bekræfte, at stilladset var fjernet ud for det sted, hvor Claus Nowak-Jacobsen arbejdede.
Det var hans egen skyld
Tømrerfirmaets advokat Dorte Paasch Pedersen, Advokatfirmaet Dahl, lagde i sin procedure vægt på, at Claus Nowak-Jacobsen selv havde ansvaret for ulykken, og at firmaet havde tilrettelagt arbejdet fuldt forsvarligt.– Han bevægede sig udenfor arbejdsområdet på taget og udsatte sig selv for fare på det glatte tag, sagde hun.
Der var dog ingen hjælp at hente hos hverken egne eller modpartens vidner. Et af tømrerfirmaets vidner forklarede endda, at han og kollegerne havde råbt og skreget til ledelsen om, at der skulle være stillads hele vejen rundt om huset, men forgæves.
– Hvis der havde været stillads hele vejen rundt, var ulykken aldrig sket, sagde vidnet.
Efterfølgende besluttede ledelsen at få sat stilladser op hele vejen rundt om de andre huse, der skulle have lagt tag på.
– For at undgå flere ulykker, forklarede firmaets byggeleder og ansvarlige for sikkerheden.
Retten afsiger dom i sagen inden for fire uger.

