Noget var helt forkert. Else Møllegaard kunne mærke det med det samme. Ægtefællen Bruno sad alt for stille i yndlingsstolen i stuen.
Kort før var Bruno Møllegaard endelig gået med til at forlade lastbilen og gå på pension efter et langt, slidsomt arbejdsliv som chauffør på landevejene.
Else Møllegaard havde presset på og glædede sig.
Glæden varede 24 timer. Så sad han død i stolen i stuen i parcelhuset i Herlufmagle efter et hjertestop.
Det skete for nogle måneder siden, og Bruno Møllegaards enke er nu kommet så meget til hægterne, at hun har overskud til at fortælle, hvad der skete. Og især advare andre om ikke at havne i samme ulykkelige situation.
Genoplivning i tre kvarter
– Jeg var på hjertestarterkursus for at få det genopfrisket, og Bruno gad ikke rigtig gå med. Han ville sætte sig og læse lidt i i den halvanden times tid, hvor jeg ville være væk, fortæller hun.
Da hun kom hjem fra hjertestarterkurset 5. november 2022, kom deres tre hunde hende i møde, som de plejer, men noget føltes galt.
Alle dørene stod åbne, og Bruno sad helt stille ovre i hjørnet. Måden han sad på var helt forkert, og hun trykkede 112 allerede på vej hen over stuegulvet.
– Jeg startede på hjertemassage, og nogle minutter efter kom der en ung hjerteløber med en hjertestarter, men vi kunne ikke få liv i Bruno. Falckreddere og akutlægen kom og tog over og arbejdede på ham i tre kvarter, men der var ikke noget at gøre.
Alt lagt til rette
Alt var ellers lagt til rette til et aktivt liv på pension sammen. Økonomien passede – også til flere rejser ud i verden, der for eksempel har bragt dem til Borneo, Australien og USA.
Planen var også at erstatte turene sydpå i campingvogn om sommeren med at rejse rundt og se Danmark. Barnebarnet på seks år bor tæt på. Hun var hans øjesten og kunne som ingen andre få sin morfar til at grine.
– De tumlede altid sammen. Jeg havde sådan set frem til alle de ting, vi skulle gøre sammen herhjemme. Men også bare det at køre en tur en onsdag og ikke kun i weekenderne, hvor han mest var hjemme, siger 67-årige Else Møllegaard
Svært at forlade jobbet
Weekenden forinden havde de talt om, at nu skulle han stoppe helt på jobbet. Han havde stadigvæk lidt småjob for forskellige vognmænd.
– De der lastbilchauffører elsker deres store rat, frihedsfølelsen og sammenholdet og kan ikke slippe det. Men de skal stoppe noget før og gå hjem til deres koner og få nogle gode år sammen. De er jo slidt op af at arbejde og sidde bag rattet i så mange år. Slip nu det rat, gå hjem, og lev livet, inden det er for sent, siger hun.
Bruno var ikke let at få overtalt.
– Jeg skubbede på, ellers var han ikke stoppet. Men vi blev til sidst enige om, at nu var det tid. Vi solgte hans Ford Mondeo torsdag, for den ville vi ikke have råd til på pension, og så døde han lørdag, siger hun.
Man skal kunne trække sig
Regeringen presser på for at få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet, og det er ok. Men der er stor forskel på, hvor slidt man er af jobbet, understreger Else Møllegaard.
– Bruno startede som bydreng som 14-årig og har arbejdet siden. Han har aftjent sin værnepligt på arbejdsmarkedet. Man skal kunne trække sig, når man er slidt, men stadig har helbred til gode år på pension. En slagteriarbejder eller en tømrer kan jo heller ikke holde til at arbejde til de er 70 år, siger hun.
Hun kan ikke lade være med at tænke på, om han havde holdt længere, hvis han var stoppet et par år tidligere.
– Han fejlede ikke noget, men de mange år bag rattet havde sat sig på sidebenene. Skulle jeg have presset på nogle år tidligere? De tanker nager, siger hun.
Bruno Møllegaard var chauffør de sidste mange år af sit arbejdsliv og hans sidste længere ture gik til Ukraine for at hente krigsflygtninge til Danmark. Han var meget væk i løbet af ugen, og derfor var Else Møllegard også vant til at være alene på hverdage.
Ked af det gik sådan
Men hun havde ikke regnet med at blive alene dagen efter, han gik på pension. De nåede at være gift i 48 år, hvor hun de sidste mange år gik hjemme på førtidspension, fordi hendes arme var ødelagte af mange års arbejde som bogbinder.
– Det er en lang proces at komme over Brunos død. Jeg snakker med vores døtre, og så er der mange ting, man skal tage sig af, som afleder tankerne. Jeg ved ikke, hvor mange timer, jeg har brugt i telefonkø og på at snakke med pensionsselskab, forsikringsselskaber, SKAT og andre myndigheder, siger hun og fortsætter:
– Så var min telefon tæt på at blive lukket, fordi det var Bruno, der betalte mit abonnement. Alle fælleskonti blev også bare lukket. Det har været svært at holde til alt det besvær, som jeg var nødt til at få ordnet. Ikke alle var lige venlige, og det har fyldt meget, siger hun.
Have og hunde er terapi
Hun har været helt nede, men kan begynde at se fremad. Hun vil gerne blive i huset og tage sig af haven, som hun elsker at passe og gøre så flot, at folk kommer forbi til “Åben have” og beundrer den.
– Det er min terapi – og så mine tre små hunde, Blobber, Guzzi og Dior, dem kan jeg heller ikke undvære. Så skal jeg nok klare mig de næste år, for jeg er også en stædig rad. Men mest af alt er jeg jo bare ked af, at mig og Bruno ikke fik en masse år sammen, siger hun.