TV 2-dokumentaren ”Den sorte svane” har blandt andet afsløret omfattende fusk med miljørapporter i nedrivningsbranchen, og senest har Fagbladet 3F afdækket, hvordan rockeren Fasar Raja og hans faste makker, malermesteren Peter Bodilsen, i årevis har snydt udenlandske arbejdere for løn.
Det er netop sager som disse, som nedrivningsfirmaet Tscherning forsøger at undgå, fortæller direktør Søren Tscherning til Fagbladet 3F.
Derfor ansætter virksomheden med mere end 350 ansatte tidligere politiefterforskere til at screene dets underentreprenører.
– Vi bliver nødt til at tage nogle drastiske midler i brug, for dem, vi er oppe imod, er jo professionelle i at snyde. Det kan du også se i Den sorte svane, siger direktøren.
Han fortæller, at virksomheden lige nu har én tidligere ansat fra politiet.
– Det kan jo være svært for os at undersøge, om et firma for eksempel har forbindelser til den kriminelle underverden eller har en masse konkurser bag sig. Men der kan de grave et spadestik dybere i historikken og spørge ind til det, forklarer Søren Tscherning.
Har tidligere hyret kriminelle
De tidligere politifolk laver ikke blot et grundigt baggrundstjek, men kontrollerer også løbende underentreprenører på diverse byggepladser, siger direktøren.
Her tjekker de blandt andet, at der ikke bliver svindlet i løn og skat ved at tjekke lønsedler og skatteindberetninger, ligesom de holder øje med, hvilke ansatte der går på pladserne.
– Vi har desværre før hyret entreprenører med forbindelser til den kriminelle underverden
Søren Tscherning
Tscherning har brugt efterforskere i cirka fem år, og direktøren forklarer, at virksomheden før har haft uheldige episoder, som gjorde det nødvendigt at tænke i nye baner.
– Vi har desværre før hyret entreprenører med forbindelser til den kriminelle underverden. Og for fem år siden havde vi nogle, der fuskede i løn ved at udbetale halvdelen i sorte kontanter. Der tænkte jeg, at det her må vi rydde op i, siger han.

– Det er for nemt at stifte virksomhed
Selvom Tscherning forsøger at spærre vejen for underentreprenører med et blakket ry, så er det svært for virksomhederne, siger Søren Tscherning.
– Mange af dem, der ikke har tingene i orden, bruger jo stråmænd og lukker efter et år eller to, uden at der ligger nogen som helst papirer tilbage, siger han.
Og der er stadig for mange i byggebranchen, der får lov at slippe gennem nåleøjet og stifte virksomhed, mener han.
Han foreslår blandt andet et obligatorisk kursus til alle, der stifter virksomhed i byggebranchen.
– Så skal der være en eksamen, hvor du beviser, at du rent faktisk har styr på, hvordan man afregner løn, moms og så videre, og at du kender til sikkerhedsregler, siger han og tilføjer:
– Jeg synes, at systemet er for tillidsbaseret i dag. Jeg kunne godt ønske mig, at der var en større offentlig kontrol med, at de firmaer, der får et CVR-nummer, også er reelle firmaer, og at de ikke har en blakket fortid, siger Søren Tscherning.
Fagbladet 3F har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Fasar Raja.
Malermesteren Peter Bodilsen, som har drevet forretning med Fasar Raja, afviser at have rockerforbindelser, men erkender at have været involveret i flere sager om underbetaling og lønsnyd.
– Det er beklageligt, og der er ikke så meget at forsvare. At udføre løndumping er undergravende for den danske model, lyder det i et skriftligt svar.



