Jeppe Severinsen fortalte i lørdags om sin vej fra at være folkeskolelærer i fem år til at blive murerlærling.
I folkeskolen blev han frarådet erhvervsskole på grund af sine gode karakterer, og han mener, at håndværkerfaget stadig mangler anerkendelse i folkeskolen og i omverdenen generelt.
Det er en opfattelse, mange deler på Fagbladet 3F’s Facebook-side, hvor mere end 300 læsere har deltaget i debatten.
Genkender billedet
Flere læsere genkender oplevelsen af at blive frarådet håndværkervejen i folkeskolen. En af dem er Marianne Kajberg:
“Det fik jeg også at vide af min matematiklærer i folkeskolen. Jeg valgte at blive maler alligevel,” skriver hun på Fagbladet 3F’s Facebook-side.
Også Lasse Høj Gregers Andresen blev rådet til at gå på gymnasiet mod sit ønske:
“Det fik jeg at vide af mine lærere, da jeg sagde, jeg ville være tømrer,” skriver han.
Nogle læsere mener dog, at det ikke kun er lærere og studievejledere, men også familie og venner, der påskønner gymnasievejen.
En af dem er Robbie Underberg Larsen, som heller ikke lyttede til rådene om at undgå erhvervsskolen:
“Jeg fik gode karakterer i skolen, og min familie og venner syntes, jeg skulle på gymnasiet. Jeg valgte EFG, Landtransportskolen, fordi jeg ønskede at køre lastbil, siden jeg var dreng,” skriver han.
Lærere: Forældre er problemet
Flere lærere har også deltaget i debatten og ser med stor ærgrelse på Jeppe Severinsens oplevelser. En af dem er Anette Sahl:
“Jeg har været lærer i folkeskolen i 29 år. Jeg græmmes over, at man stadig kan møde de i artiklen beskrevne holdninger. Øv. Den fornemste opgave som lærer er at få det bedste frem i alle elever – og få dem til at finde en vej i livet, hvor de får udlevet deres drømme, talenter og potentialer,” skriver hun.
En række lærere genkender ikke billedet af, at der bliver set ned på håndværkerfag i folkeskolen. Det gælder eksempelvis Lise-Lotte Madsen:
“I dagens Danmark har jeg ikke mødt en eneste lærer, der mener (eller udtaler), at en akademisk uddannelse skulle garantere et bedre liv, end hvis man tager en erhvervsuddannelse,” skriver hun.
I stedet nævner hun, at det oftest er forældrene, der ikke ønsker, at deres børn bliver håndværkere, og at “der er utrolig meget uddannelsessnobberi blandt nogle forældregrupper.”
Trine Juhl genkender heller ikke billedet og fremhæver, at forældre spiller en stor rolle for børns uddannelsesvalg:
“Det må være en sløj skole, du kommer fra! Vi oplever til gengæld tit, at det er forældrene, der driver deres børn i andre retninger,” skriver hun.

