Hvor end du bevæger dig i den digitale verden, vil du støde på henvisninger til styresystemet Android.
Men hvad er Android egentlig? Og hvad er forskellen på Android og iOS.
Komputer for alle svarer på dine spørgsmål styresystemet Android her.
Hvad er Android?
Android er et af to dominerende styresystemer til mobile enheder som mobiltelefoner og tablets.
Android er udviklet af Google, og systemet er i konstant konkurrence med iOS fra Apple, som bruges på iPhone og iPad.
Du finder blandt andet Android-styresystemet på telefoner fra Samsung, Huawei, OnePlus, Nokia med flere.
Fordelen ved Android er, at det er open source, så producenterne let kan udvikle deres egne versioner af systemet. Det betyder, at det grundlæggende skelet i din telefon er Android, mens fx Samsung og OnePlus har lavet deres egne versioner.
Derfor er der også forskel på, hvordan et Android-styresystem ser ud fra telefon til telefon.
Du kan også bruge Android i bilen – læs mere her: Android Auto: Googles hemmelige app til bilen.
Hvad er en Android-telefon?
En Android-telefon er en mobiltelefon, der bruger en eller anden form for Android som styresystem.
Android er installeret på telefoner fra fx Samsung, Huawei, OnePlus, Xiami, Nokia og mange andre mobilproducenter – inklusive Google selv. Det er stort set kun iPhone, som bruger et andet system.
Mobilproducenter har typisk udviklet deres egen udgave af Android for at skille sig ud fra konkurrenterne, men det bagvedliggende system – Android – er det samme. Derfor kan du opleve, at der kan være forskel på brugerflade og funktioner på en telefon fra Samsung og en fra OnePlus – selvom de begge kaldes Android-telefoner.
Hvad er forskellen på Android og iOS?
Det er faktisk ret simpelt: iOS er styresystemet til Apples produkter iPhone og iPad, mens Android er det mest brugte styresystem til alle andre smartphones og tablets.
Den største forskel på iOS og Android er, at Android er open source, mens kun Apple selv kan udvikle på iOS.
Det betyder blandt andet, at det er lettere at udvikle apps til Android og muligt at “ombygge” styresystemet fx for de forskellige producenter. iOS er til gengæld ens fra iPhone til iPhone.
iOS og Android har også mange ligheder, selvom funktionerne hedder noget forskelligt. Fx hedder Androids stemmestyrede assistent Google Assistent, mens Apples hedder Siri. På Android kan du videochatte med Google Meet, mens du på iPhone bruger Facetime.
Hvordan henter jeg apps til Android?
App-butikken til Android hedder Google Play Butik eller simpelthen Play Butik. Du finder butikken som en app, der forudinstalleret på din Android-telefon.
Åben app’en, brug Play Butiks søgefelt og snart har du en ny spændende app hentet til din Android-telefon.
Det vurderes, at der findes over 3 millioner apps til Android.
Du bør altid hente dine apps i den originale Google Play Store, hvis du vil undgå falske apps. Du kan også finde apps fx hos Amazon og andre steder på nettet, men her er risikoen for svindel-apps større.
Læs også: Sådan finder du den rigtige app – og undgår de falske
Hvordan holder jeg min Android sikker?
Præcis som computere er telefoner sårbare over for virus og andre former for angreb mod dig og din digitale sikkerhed.
Heldigvis findes der også sikkerhedsapps, som beskytter din telefon i realtid og med jævnlige scanninger.
Et godt eksempel, som Komputer for alle anbefaler, er sikkerhedsapppen Sophos Intercept X, som du kan hente her.

