Der går ikke en dag, hvor vi ikke får tudet ørerne fulde om, at arbejdsgiverne mangler hænder. Derfor hentes der i stor stil arbejdskraft fra lande som Polen.
Desværre får de udenlandske arbejdere de hårdeste, mest beskidte og farligste job. Og alt for ofte koster det en af dem livet.
I dette nummer fortæller vi historien om det 22-årige avisbud Daniel, der kom fra Polen for at tjene penge i Danmark, men endte med at blive slået ihjel i en ulykke på sin arbejdsgivers livsfarlige budknallert.
Menneskeligt set er enhver dødsulykke en for mange. Men på to år er otte udenlandske statsborgere blevet dræbt ved arbejdsulykker her i landet. Otte personer ud af i alt 130 døde på det danske arbejdsmarked – det er rent statistisk alt for mange.
Jeg fatter ikke, hvad der foregår i hovedet på de arbejdsgivere, der ser højt og flot på ansvar og moral, blot fordi de får en polak inden for døren. Jeg har intet mod udenlandske arbejdere, hvis de får danske løn- og arbejdsvilkår, men når der i løbet af få år er opstået et gråt arbejdsmarked, hvor man underbetaler og udnytter udlændingene, så er det helt uacceptabelt.
De mange sager om misbrug af arbejdskraft og livsfarligt arbejdsmiljø viser også, at myndighederne slet ikke er parat til at møde globaliseringen og de nye udfordringer og pligter, der venter i kølvandet på de åbne grænser.
Vi hverken kan eller må acceptere, at nye kolleger fra Polen og andre lande ender som engangsarbejdere, der bliver sendt hjem i en kiste eller med udsigten til invaliditet efter en arbejdsulykke som en sidste hilsen fra det danske arbejdsmarked.