Sådan siger forbundsformand i 3F, Poul Erik Skov Christensen, efter at en rapport fra Dansk Byggeri har vist, at danske bygningsarbejdere står for tur på lige fod med udenlandske arbejdere, når byggeriet aftager, og der skal fyres folk på byggepladserne.
Ifølge arbejdsgiverne handler det ikke om nationalitet, men om kvalifikationer, når de skal fyre. Dermed står polske, tyske og danske bygningsarbejdere i direkte kamp om deres job. Og det vil presse både de danske og udenlandske byggeriarbejdere, siger 3F’s forbundsformand.
Forbandet vås
I undersøgelsen fra Dansk Byggeri siger tre ud af fire arbejdsgivere, der har faglært udenlandsk arbejdskraft, at de i tilfælde af nedgang i produktionen vil fyre de ansatte med ringeste kvalifikationer. Men det giver Poul Erik Skov Christensen ikke meget for.– Det er noget forbandet vås, at de vil se på kvalifikationer, når de skal fyre bygningsarbejdere. Det, som det drejer sig om, er, at de skal have mest til sig selv. Det er ækelt at se, at vi har en alt for stor andel af arbejdsulykker blandt udenlandske arbejdere og en stor andel af dem, bliver snydt så vandet driver af dem på deres løn og akkord. Og hvad er det, der driver arbejdsgiverne? Det er et ønske om at manipulere og snyde. Og det kan jeg sgu ikke være tilfreds med, siger forbundsformanden.
Han henviser blandt andet til, at antallet af arbejdsulykker blandt udenlandske arbejdere sidste år steg med 68 procent. I alt 1303 skulle på skadestuen med en arbejdsskade i 2006.
Formand: Sig fra!
– Det er jo ikke alle arbejdsgivere, der kan skæres over en kam. Men det, jeg hører arbejdsgiverne sige, er, at de udenlandske arbejdere er meget villige, fleksible og autoritetstro. Og det skal jeg da love for, at vi har fået syn for sagn. For eksempel i sagen om byggefirmaet Bo Bedre, der snød 30 polakker for næsten tre millioner kroner.Poul Erik Skov Christensen ser det som en vigtig opgave at komme situationen i forkøbet og håber, at bygningsarbejderne ude på pladserne vil sige fra, så snart der sker fyringer af danske arbejdere.
– Der bliver uro og ballade. Jeg skal ikke opfordre til overenskomststridige arbejdsnedlæggelser eller andre ulovligheder, men jeg kan dæleme ikke fortænke vores medlemmer i at sige fra og tænke: “Hov, hvad er det her for noget? Det her vil vi fandeme ikke finde os i”.
– Og fra vores side vil vi følge de virksomheder meget tæt og sikre, at de overholder både arbejdsmiljø, sikkerhed og betalingssatser, siger forbundsformanden.
