At Tryg skal betale kæmpe erstatning til havnarbejderen Stig Hansen, får andre forsikringssselskaber til at overveje deres praksis.
Ny dom fra Højesteret får forsikringsselskaber til at tænke sig om en ekstra gang, før de anker arbejdsskadesager.
Peter Keiding
Journalist
100%
Annonce
Det bliver mindre bøvlet at få hevet penge hjem, når man er kommet ud for en arbejdsulykke. Forsikringsselskaber vil nemlig være mere tilbageholdende, før de anker afgørelser fra Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen. Det viser en rundringning til de største forsikringsselskaber i Danmark.
Udmeldingen kommer i kølvandet på en ny Højesteretsdom, som Tryg netop har tabt. Her skal forsikringsselskabet betale 1,6 mio. kroner til en tidligere havnearbejder, som kom ud for en alvorlig arbejdsulykke for syv år siden.
Afviser spekulation
Alka er et af de forsikringsselskaber, som har nærlæst dommen:
– I sager med modstridende oplysninger skal vi være endnu mere omhyggelige i vores sagsbehandling. Tvivl bør komme forsikringstageren til gode. Det er glædeligt, at denne sag er et eksempel på dette, siger Nicolai Kampmann, kommunikationschef i Alka.
Tryg selv overvejer også at ændre praksis:
– Nu ved vi, at Højesteret læner sig mere mod Ankestyrelsen end mod Retslægerådet. Det vil vi selvfølgelig tage højde for, siger Troels Rasmussen, kommunikationsdirektør i Tryg. I denne sag vægrede Retslægerådet sig ved at anerkende arbejdsskaden, fordi det ikke var muligt at stille en præcis diagnose.
Han afviser dog, at Tryg direkte spekulerer i at hive sager gennem retssystemet.
– Af rent økonomiske grunde kan det ikke betale sig for os at trække en sag i langdrag, da vi skal betale procesrenter af den, siger Troels Rasmussen.
Samme praksis
Fra Alm. Brand lyder det, at selskabet stadig godt kan finde på at anke Arbejdsskadestyrelsens afgørelser. Men hvis forsikringsselskabet også taber i Ankestyrelsen, så plejer Alm. Brand at acceptere afgørelsen.
– Vi finder ikke umiddelbart anledning til at ændre på den praksis, lyder det fra Anette Vestergaard skadechef i Alm. Brand.
Codan vil blot oplyse, at de “analyserer dommen”, mens TopDanmark ikke ønsker at kommentere den.