Beholder kontrakter for 40 millioner: Narkodømt direktør kan drive firma fra fængslet

Flextrafikfirma kan fortsætte efter dom på 13 år for narko til direktøren. Det er efter reglerne – men Færdselsstyrelsen kan inddrage hans tilladelse.
- Flextrafikdirektør Hussein Salem Al-Badri blev idømt 13 års fængsel for narkosmugling.
- Dommen har ikke umiddelbare konsekvenser for hans virksomhed, som har kontrakter for millioner med trafikselskabet FynBus.
- Vognmændene og 3F mener, at dommen bør have indflydelse på Hussein Al-Badris ret til at drive vognmandsvirksomhed.
- Hussein Al-Badri nægter sig skyldig og har anket dommen, og anklageren forklarer, at der ikke er sammenhæng mellem narkosagen og flextrafikfirmaet.
“Grotesk, vildt uretfærdigt og et wake up call til politikerne”.
Både 3F Transport og vognmændenes brancheorgsanisation reagerer med hård kritik, efter flextrafik-direktøren Hussein Salem Al-Badri i sidste uge fik en narkodom på 13 år.
De mener, at sagen skal have konsekvenser for Hussein Salem Al-Badris ret til at drive vognmandsvirksomhed.
Hans tilladelse til at drive virksomhed blev nemlig ikke inddraget sammen med de 13 års fængsel.
Hussein Salem Al-Badri har anket dommen til landsretten.
Fagbladet 3F har via hans forsvarer, Nicolai Berg, bedt om en kommentar til byretsdommen og spurgt til, om han fortsætter som direktør, men har endnu ikke fået et svar.
En narkodom på 13 år må da være et wake up call for politikerne.
Trine Wollenberg.
Hussein Salem Al-Badri driver seks firmaer, der alle har kontrakt med trafikselskabet FynBus om flexkørsel. Alene i tre af virksomhederne har han kontrakter for 40 millioner kroner.
Det er det offentlige, der betaler for flexkørslen.
En sag for den nye regering
Trine Wollenberg, vicedirektør i Dansk PersonTransport (DPT), der er vognmændenes brancheorganisation, kalder sagen “grotesk”.
– En narkodom på 13 år må da være et wake up call for politikerne. Det må være en høj prioritet for en kommende regering og transportminister at stramme lovgivningen, siger Trine Wollenberg, der ærgrer sig over, at der i dommen ikke er taget stilling til retten til at drive vognmandsfirma.
“Vildt uretfærdigt”
Forhandlingssekretær i 3F Transport Jørn Hedengran mener, at myndighederne pr. automatik skal kunne stoppe vognmænd, der bliver dømt for kriminalitet af så voldsom kaliber.
– Nu må politikerne tage ansvar og få lavet lovændringer, så hårde kriminelle ikke kan ligge og køre med svage borgere, siger han.
Når man ikke bliver frakendt retten til at drive virksomhed ved dom, må man gerne fortsætte med at drive firma fra en fængselscelle.
Trine Baumbach
Han raser over det uretfærdige i, at hvis det var en flexchauffør, der fik en narkodom, var han røget ud øjeblikkeligt.
– Det er vildt uretfærdigt og en fuldstændig urimelig forskelsbehandling, at en narkodom på 13 år til en direktør med slips og jakkesæt ikke får konsekvenser for virksomheden, siger han.
Han mener ligesom DPT, at det bør indgå i regeringsgrundlaget hos den kommende regering, at landets trafikselskaber skal kunne annullere kontrakten med kriminelle vognmænd.
Ingen kobling mellem narko og firma
Hussein Salem Al-Badri blev ikke frakendt retten til at drive virksomhed sammen med de 13 års fængsel.
Sagens anklager Christian Nielsen forklarer, hvorfor tilladelsen til at drive virksomhed ikke var med i anklageskriftet.
– Narkokriminaliteten har ikke haft nogen sammenhæng med, at den dømte driver virksomhed med flextrafik. Det havde været en anden sag, hvis nu for eksempel han havde brugt flextrafikbilerne til kriminalitet. Men der er ingen kobling, siger han.
Må drive firma fra fængselscellen
En af Danmarks førende eksperter i strafferet, professor Trine Baumbach, vil ikke kommentere den konkrete dom, men ridser juraen op:
– Når man ikke bliver frakendt retten til at drive virksomhed ved dom, må man gerne fortsætte med at drive firma fra en fængselscelle, selv om det selvfølgelig er mere besværligt i forhold til for eksempel kontakt med omverdenen, forklarer Trine Baumbach.
– Udgangspunktet er, at man ikke mister nogen af sine borgerlige rettigheder, fordi man bliver dømt i en straffesag, uddyber hun.
Færdselsstyrelsen kan gribe ind
Professoren pointerer dog, at hvis man driver virksomhed, der kræver en tilladelse, kan myndighederne inddrage tilladelsen, selv om den ikke er frakendt retten ved dom.
Og det kræver netop en tilladelse fra Færdselsstyrelsen at køre som vognmand inden for flextrafik.
Vi kommer til kort på grund af mangelfuld lovgivning og mangelfuldt myndighedsarbejde fra Christiansborgs side.
Tim Vermund.
Fagbladet 3F har spurgt Færdselsstyrelsen, om Hussein Salem Al-Badri vil få inddraget sin vognmandstilladelse og om styrelsens praksis om inddragelse af vognmandstilladelser, men har endnu ikke fået svar.
FynBus: Politikerne har svigtet
Tim Vermund, formand for FynBus, mener i følge Fyns Stiftstidende, at hovedansvaret for de kaotiske forhold i flextrafikken skyldes et stort svigt fra politikerne.
– Det er dem, der er myndighed og giver tilladelse til, at den her slags firmaer kan få lov til at køre og kan vinde kontrakter. De svigter os i den her sag, fordi vi står med meget få handlemuligheder, når retssystemet svigter som det gør her, siger han.
– Hvorfor kan bestyrelsen for FynBus ikke bare opsige kontrakten?
– Vi er juridisk bundet i et retssamfund. Vi vil selvfølgelig gøre, hvad vi kan, og hvad vores jurister vurdere er muligt, vi kan gøre. Men vi kommer til kort på grund af mangelfuld lovgivning og mangelfuldt myndighedsarbejde fra Christiansborgs side, siger Tim Vermund.
