Råd nummer ét er at tage rigeligt med euro med hjemmefra.
For at undgå et stormløb mod de græske banker har den græske regering indført “kapitalkontrol”. Det betyder, at alle græske banker holder lukket til og med mandag 6. juli.
Ifølge den græske regering kan der fortsat hæves kontanter i de græske bankers hæveautomater, men grækerne kan kun hæve maksimalt 60 euro om dagen.
Hvad betyder det for rejsende til Grækenland?
For turister er der foreløbig ingen begrænsninger for hævninger på udenlandske kreditkort, for eksempel VISA eller MasterCard. Derfor kan danskere, der står foran en ferie i Grækenland, i princippet fortsat hæve kontanter i de græske bankers hæveautomater. Der er dog meldinger om lange køer ved automaterne, ligesom automaterne mange steder er løbet tør for kontanter.Hav rigeligt med kontanter
Vi anbefaler derfor, at man som ferierejsende medbringer rigeligt med kontanter. Situationen er nemlig meget usikker og kan hurtigt ændre sig. Derudover forventes det også, at mange græske restauranter og butikker vil foretrække betaling med kontanter.Vær desuden varsom med at forudbetale for eksempel billeje eller hotel hjemmefra via en bankoverførsel. Forsøg så vidt muligt at betale ved ankomsten, eller benyt i videst muligt omfang internationale kreditkort.
Med en øget mængde kontanter stiger risikoen for tyveri. Fordel derfor kontanter og kreditkort forskellige steder – for eksempel i den boks, hotellet normalt stiller til rådighed.
