– Jeg var så langt ude, at jeg ikke kunne bunde.
Årsagen til Anders Olsens psykiske nedtur var arbejdet og pres og chikane fra chefen. Anders Olsen fik senere diagnosen kronisk depression. Og Arbejdsskadestyrelsens ord for, at sygdommen er en arbejdsskade.
Først i maj i år fik han en godtgørelse på 71.000 kroner for varigt mén på 10 procent.
Men Anders Olsen, som nu er 55 år, er en sjælden sag. Kun godt fem procent af de anmeldte erhvervssygdomme, der handler om psyken, bliver anerkendt af Arbejdsskadestyrelsen. Det gør, at der i meget få tilfælde kan søges om og tilkendes erstatning.
Alt for meget arbejde
Anders Olsens sag bunder i to-tre pressede arbejdsår hos firmaet TagXperten i Stubbekøbing. I de første år gik alt fint. Men fra omkring 2008 begyndte tingene at ændre sig. Anders Olsen skulle arbejde mere og hårdere. Også hurtigere end kollegerne.– Jeg skulle ofte vaske 360 kvadratmeter tage om dagen. Normalen hedder ellers det halve. Der var dage, hvor jeg var på arbejde 10-12 timer ad gangen – og så kunne jeg alligevel blive ringet op fredag aften for at skulle møde ind lørdag morgen, fortæller Anders Olsen.
Oveni begyndte kontrollen fra chefen og hans nevø. De holdt øje med, hvor længe de ansatte gik på toilettet. Eller brugte på pauser. Eller holdt frokost. Selv i fritiden blev der holdt øje.
Direkte på skadestuen
Chefen skældte Anders Olsen mere og mere ud. Angreb ham for at være for langsom. Bagtalte ham over for kollegerne.– Jeg kunne ikke sove om natten. Jeg følte, det var mig, der stod for skud. Jeg kunne ikke sige fra. Jeg bed det bare i mig.
En dag i 2010 ringede chefen hjem til Anders Olsen privat. Skældte ham hæder og ære fra.
– Jeg satte medhør på, og min daværende kone og svigerfar overhørte det hele. De var rystede.
Arbejdspresset kulminerede en morgen, da Anders Olsen ikke evnede at tage på arbejde. I stedet tog han cyklen til lægen. Anders Olsen blev samme dag indlagt på Psykiatrisk Skadestue i Vordingborg.
– Jeg blev kørt ned af alt det arbejdslort, lyder hans korte konklusion i dag.

