Det er så høje og alarmerende tal, at Arbejdstilsynet i går gennemførte en storstilet landsdækkende aktion mod en række danske byggepladser.
Resultatet var dog alt andet end betryggende: På bare 49 byggepladser fandt Arbejdstilsynet så mange alvorlige brud på sikkerheden, at de måtte give 144 påbud og forbud.
Det svarer til knap tre alvorlige overtrædelser på hver eneste byggeplads.
– Der sker stadig alt for mange ulykker på byggepladser. Derfor er det vigtigt at fastholde fokus på sikkerheden. I går fokuserede vi blandt andet på risikoen for faldulykker, og der så vi desværre mange eksempler på, at der bliver sløset med sikkerheden, siger tilsynschef i Arbejdstilsynet, Lene Teilberg, i en pressemeddelelse.– Eksempelvis konstaterede vi på en byggeplads, at lågerne på liftene blev holdt åbne med plasticstrips. På den måde kunne de hurtigt komme ind og ud af liften nede på jorden, men det indebærer naturligvis en stor risiko for, at man kan falde ud af liften, når den er oppe i luften, siger hun.
3F: Fuldstændig urimeligt
Fagbladet 3F har over en periode beskrevet, hvordan Arbejdstilsynet bliver beskåret igen og igen. Siden 2008 er knap 40 procent af tilsynets årsværk blevet sparet væk.På samme måde er antallet af tilsynsførende faldet drastisk fra omkring 400 tidligere til knap 300 i dag. Det betyder færre tilsyn og dermed også større risiko for 3F’s medlemmer, mener Flemming Hansen, miljøkonsulent i 3F’s byggegruppe.
– Det her viser bare, hvor stort behovet for omfattende tilsyn er – og hvor forkert det er at skære ned på Arbejdstilsynet igen og igen, siger han.
Flemming Hansen hæfter sig ved, at 49 byggepladser kun udgør en brøkdel af de danske byggepladser, der er aktive lige nu.
– Aktionen her berører jo kun et lille hjørne, og kan vi tage antallet af sikkerhedsbrister for pålydende for alle de byggerier, der er i gang, så er der saftsuseme meget at komme efter. Og alt det kan man ikke klare med et begrænset beredskab hos Arbejdstilsynet, siger han.
Råb højt hvis sikkerheden mangler
De mange påbud og forbud var ikke ligeligt fordelt. Mens 35 byggepladser modtog 144 påtaler, så var der ingenting at komme efter på 14 byggepladser.– Det beviser netop, at det kan lade sig gøre at sikre arbejdspladsen korrekt. Men det understreger jo også, hvor meget der er galt på de andre byggepladser, når det ikke sker, siger Flemming Hansen.
Han opfordrer 3F’erne til at råbe op, hvis de ser overtrædelser af arbejdsmiljøloven på deres arbejdsplads.
– Som 3F’er skal man selvfølgelig sige fra, når der er noget, der er farligt, og forlange at det bliver bragt i orden. Men det er først og fremmest arbejdsgiverens ansvar at sørge for, at sikkerheden er i orden. Sådan er loven indrettet, siger han.
Hvert år modtager Arbejdstilsynet omkring 580 anmeldelser af faldulykker fra stiger, mangelfulde stilladser og tagarbejde.

