Deltag i undersøgelse: Holder du 1. maj?
Skriv på 1. maj-bloggen: Hvad laver du 1. maj?
Jacob Haugaard (54) er født på Færøerne og bor i dag i Silkeborg sammen med Ilse og har fire voksne børn. Han har gjort rent, været murerarbejdsmand, montør, sømand, pædagog, huslærer, portør og folketingsmedlem. I dag er han “sjov mand før desserten”, tekstforfatter, sangskriver og musiker
– Du sagde i fjernsynet, at 1. maj bør døbes om til “først mig”. Vil du helt nedlægge kampdagen?
– Nej da. Arbejderbevægelsens internationale kampdag har jo været noget stort engang. Men i dag er det kun fagbevægelsen, der bilder sig ind, at det er andet end en fridag. Ingen interesserer sig for det, der bliver sagt i talerne, og kulturen stiller sig gratis til rådighed som magtens nyttige idioter for at dække over, at det er pissekedeligt, hvad fagforeningsfolkene siger.
– Fagbevægelsen har skaffet os feriepenge og barselsorlov. Men ting udvikler sig. Når folk har fået hus og bil, så bliver de borgerlige.
Holdsport har det svært
– Problemet er, at hele vores tid er individualiseret. Al holdsport har det svært. Folk spiller ikke golf, fordi det er fisefornemt, men fordi de kan gøre det alene. 3F har i de ufaglærte et fællesskab, men det har næsten ingen andre forbund mere. Der er ingen arbejdspladser som B&W i gamle dage, hvor seks eller otte tusinde mand alle var i samme båd. Vi har penge, går skidegodt klædt og har fået tid til pille os selv i navlen. Den der klassiske solidaritet eksisterer ikke mere.– Alle dem, der boede i lejlighed og skulle ned i baggården på lokum, de var solidariske. De kendte godt fornemmelsen af at sætte sig på et koldt bræt. I dag vil folk helst være private. Solidarisk er noget, man bliver tvunget til at være.
Man ved, hvad man har
Hvis jeg bad dig holde en kedelig 1. maj-tale, hvad ville du så sige?– At det stadig kan lade sig gøre at få seks kroner mere i timen, og at fagforeninger ikke skal være kulturforeninger. Kulturråd og lignende er efter min mening ikke noget at bruge medlemmernes penge på.
– Jeg ved godt, det faglige er lidt svært at se, når man har mange penge, og der er fuld beskæftigelse. Men fagbevægelsen bør tage den gamle sandhed til sig, at man først ved, hvad man har, når man mister det.