Prisen bliver uddelt inden for fire kategorier. Og dette års vindere er:
- Kategorien Arbejdsulykker: ISS Food Hygiene.
- Psykisk Arbejdsmiljø: Netto.
- Muskelskeletpåvirkninger: Center for Senhjerneskade i Kolding.
- Arbejdsmiljø som strategisk element: Arriva Danmark A/S.
Fokus på arbejdskultur
Det blev ISS Food Hygiene, som fik overrakt prisen i kategorien for arbejdsulykker.– Vi har valgt at indstille ISS Food Hygiene, fordi det er en af vores højrisikoområder, og fordi de har opnået nogle rigtig gode resultater, forklarer Trine Faber Henriksen. Hun er chef for arbejdsmiljø i ISS.
Medarbejderne i ISS Food Hygiene gør rent på fødevareproduktioner, for eksempel slagterier og fiskefabrikker. Her er store maskiner, skarpe genstande og glatte gulve. Men virksomheden har haft særligt fokus på at mindske arbejdsskader ved at uddanne personalet til at håndtere den høje risiko. Og det er nu blevet præmieret.
– Vi er rigtig stolte, men vi er ikke i mål, og vi vil fortsat have fokus på at forbedre arbejdsmiljøet for vores medarbejdere. Vi finder hele tiden steder, hvor vi kan blive bedre. Vi fokuserer på at gøre det rigtige både for virksomheden og for medarbejderne, siger Trine Faber Henriksen.
Arbejdsmiljø i førersædet
Hos Arriva Danmark er man stolte over at vinde prisen for arbejdsmiljø som strategisk element.– At vinde ArbejdsmiljøPrisen er et enormt skulderklap til alle vores dygtige og engagerede arbejdsmiljørepræsentanter, der yder en utrættelig indsats for at skabe trivsel og gode arbejdsbetingelser for deres kolleger. Det er fantastisk at se, at hensynet til arbejdsmiljøet er blevet en naturlig del af det daglige arbejde alle steder i vores forretning, siger Dorthe Nedermark, arbejdsmiljøchef i Arriva Danmark.
Antallet af arbejdsskader, der medfører fravær, er for Arrivas buschauffører faldet 62 procent fra 2010 til 2013. Det er til glæde og gavn for alle virksomhedens 3300 buschauffører.
– Et godt arbejdsmiljø er helt afgørende for den enkelte medarbejders trivsel, men er også en grundlæggende forudsætning for virksomhedernes muligheder for at skabe positive, økonomiske resultater. Derfor har arbejdsmiljøet til stadighed højeste prioritet i Arriva, siger Dorthe Nedermark.
