Fund af asbest i forbindelse med en renovering af 12. og 13. etage på Herlev Hospital har skabt utryghed og i flere omgange fået håndværkere til at forlade byggepladsen.
I slutningen af oktober blev der foretaget luftmålinger de to etager.
På 13. etage var der ingen asbest, mens målingen på 12. etage viste, at der var 0,0002 asbestfibre per kubikcentimeter luft.
Tester og rengør løbende
Det er langt under grænseværdien for asbest i Danmark, som er 0,003 fibre per kubikcentimeter luft.
Det oplyser Region Hovedstaden, som er bygherre på projektet.
– Vi er helt klar over farerne ved asbest. Når vi arbejder i bygninger, der indeholder asbest, forsøger vi som bygherre at gøre alt for at følge gældende retningslinjer og protokoller og tester og sanerer og rengør løbende for at sikre, at ingen udsættes for sundhedsrisiko, udtaler vicedirektør i Region Hovedstadens Center for Ejendomme, Lillian Rasch Madsen, i et skriftligt svar til Fagbladet 3F.
Hun henviser til, at Arbejds- og Miljømedicinsk afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital generelt vurderer, at der kan være små mængder af asbestfibre i bygninger, hvor der er anvendt asbest. Ligesom luften i byer er forurenet med små mængder asbest.
– Så selv om der er nultolerance i forhold til asbest, vil vi aldrig kunne nå værdien 0, skriver Lillian Rasch Madsen.
– De fund, vi har gjort, ligger langt under Arbejdstilsynets grænseværdier, og der er derfor ikke noget, der tyder på, at ophold i bygninger, hvor der indendørs er anvendt asbestholdige produkter, medfører en større risiko for asbestsygdom end den risiko, som alle byboere er udsat for, udtaler hun.
3F: Tag ingen chancer
Hos 3F anbefaler man dog, at håndværkerne på Herlev Hospital ikke tager nogle chancer.
– Når der er foretaget målinger, som viser, at der er asbest i luften, bør de tage sikkerhedsudstyr på, siger arbejdsmiljøkonsulent Flemming Hansen, Byggegruppen 3F.
– Det kan enten være filtermasker, som de kan arbejde med i tre timer. Eller et luftforsynet åndedrætsværn, som de kan arbejde med i seks timer ad gangen, siger han.
Flemming Hansen mener også, at håndværkerne bør bruge engangsdragter på byggepladsen.
– Så asbestfibrene ikke sætter sig i deres arbejdstøj, siger han.
Cheflæge: Ingen nedre grænse
Asbestfibre kan ikke ses med det blotte øje, og hvis de mikroskopiske, aflange fibre indåndes som støv, kan de trænge ned – og ud – i lungerne, hvor de sætter sig fast som nåle.
Er asbestfibrene tynde nok, kan de også trænge ud i blodbanerne og sprede sig til andre dele af kroppen og årtier senere føre til forskellige kræftsygdomme.
Vi er helt klar over farerne ved asbest.
Lillian Rasch Madsen
Læger og eksperter vurderer, at du skal arbejde regelmæssigt med asbest, før det er farligt. Ingen kan dog med sikkerhed sige, om det er den første asbestfiber, som du indånder, eller nummer én million, som årtier senere risikerer at gøre dig alvorligt syg.
– Med den viden, som vi har i dag, er det simpelthen ikke muligt at slå fast, hvor det nedre niveau for asbestudsættelse ligger, siger cheflæge Jane Frølund Thomsen, Arbejds- og Miljømedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital.
– Men det er ikke alle, der har arbejdet med eller været udsat for asbest, som bliver syge af det. Og det er vigtigt at understrege, at det kun er et fåtal, som udvikler lungehindekræft, som asbest er den eneste kendte årsag til. Det er heldigvis en sjælden sygdom, siger hun.
Forstår utrygheden
På Bispebjerg Hospital møder Jane Frølund Thomsen og hendes kolleger hvert år arbejdere, som har fået en asbestrelateret kræftsygdom.
Arbejdsmedicinerne har også rådgivet Region Hovedstaden i forbindelse med den igangværende renovering på Herlev Hospital.
Selv om luftmålingerne på hospitalet ligger under grænseværdien herhjemme, har Jane Frølund Thomsen stor forståelse for, at asbesten skaber utryghed blandt håndværkere.
– Derfor vil det give dem en tryghed, hvis de bruger – og beskytter sig med – en egnet maske, siger Jane Frølund Thomsen.
– Jeg kan ikke forestille mig andet, end at arbejdsgiver og bygherre vil stille det nødvendige udstyr til rådighed, siger hun.
Prioriterer sikkerheden højt
Region Hovedstaden understreger, at asbestreglerne og den gældende lovgivning bliver fulgt.
– Vi prioriterer sikkerheden ved hele tiden at tage prøver og følge forskrifter for håndtering af arbejde med miljøfarlige stoffer, lyder det i det skriftlige svar fra Lillian Rasch Madsen, vicedirektør i Region Hovedstadens Center for Ejendomme.
– Når håndværkerne skal ind og arbejde de steder, hvor der er fundet spor af asbest, vil der selvfølgelig blive arbejdet efter forskrifterne og arbejdet med åndedrætsværn, udtaler hun.

