Hvis der sker en alvorlig ulykke på en arbejdsplads, så skal virksomheden arrangere krisehjælp omgående. Også selvom ingen er kommet fysisk til skade.
Det er konsekvensen af en ny afgørelse fra Arbejdsmiljøklagenævnet, hvori et vognmandsfirma får kritik for at have været for langsom med at tilbyde psykologhjælp til en chauffør.
Sagens omdrejningspunkt er en episode, hvor den pågældende chauffør var ved at læsse en tank af på en virksomhed i Hammel. Til formålet løftede han tanken med hydraulikken på vogntoget.
Pludselig styrtede tanken ned og der skete store materielle skader, mens chaufføren ikke blev ramt – han var dog tæt på og blev rystet af oplevelsen.
Hans arbejdsgiver, Trans European Network, lod hans kæreste hente ham fra opgaven, men han fik ikke tilbudt psykisk førstehjælp på ulykkesdagen.
Påbud om psykisk førstehjælp
Dagen efter ulykken kom Arbejdstilsynet på inspektion og gav her virksomheden et påbud om psykisk førstehjælp.
Derefter tilkaldte arbejdsgiveren en psykolog.
Chaufføren fik i den efterfølgende tid den bistand, han ønskede. Men det skulle have været iværksat hurtigere, konkluderer Arbejdstilsynet, og det har et enigt klagenævn nu bakket op.
Chauffør ville gerne hentes af kæreste
Trans European Network ligger i Horsens, og virksomhedens direktør Per Lund siger, at han klagede over påbudet, fordi han syntes, det var uretfærdigt, firmaet blev kritiseret.
– Uheldet skete langt fra vores eget firma. Vi var i kontakt med chaufføren telefonisk, og han ville gerne hentes af sin kæreste. Vi kunne ikke kigge ham ind i øjnene og se, hvor rystet han var, siger Per Lund.
Han tilføjer, at han lærer hele tiden, og han naturligvis håber, at hans ansatte ikke involveres i flere uheld – men skulle det ske, vil han overveje at tilkalde krisehjælp hurtigere.
Følgevirkninger af fantasier om, hvor galt det kunne være gået
Thomas Iversen fra Risskov, der er psykolog og jævnligt yder psykisk førstehjælp, er glad for Ankenævnets afgørelse, fordi netop hurtig krisehjælp kan være afgørende for at undgå skader på psyken.
– Det er vigtigt også at støtte de mennesker, som ikke kvæstes fysisk, men som er tæt på. Vi mennesker har evnen til at fantasere om, at en hændelse kunne være gået forfærdelig galt. Det kan slå folk ud af kurs, siger Thomas Iversen.
– Det er slet ikke sjældent, vi ser voldsomme forsinkede reaktioner, når en person kommer til at tænke på, hvor tæt det var på at gå meget galt.
Arbejdsgiveren skal vise ansvar
Thomas Iversen er klar over, at mange ansatte efter et uheld vil sige, at de har det godt nok. De vil måske også sige, at de sagtens selv kan køre deres bil hjem. De prøver at bagatellisere.
– Men her må arbejdsgiveren skære igennem og vise sit ansvar, siger Thomas Iversen. Han må selv køre hjem med den ansatte eller få en kollega til at gøre det. Sørge for at den pågældende overdrages trygt til sin familie.
3F kan hjælpe dig, hvis du har været udsat for en arbejdsulykke/-skade her.

