Trods blandede erfaringer fra tidligere vil 3F International gerne lave fagforeningsarbejde i Palæstina igen, hvis det en dag bliver muligt.
Krigen mellem Israel og Hamas vækker stærke følelser. Også hos Jesper Nielsen, chef for 3F International.
- Hamas’ terroraktion mod Israel var en forbrydelse. Det er Israels invasion, der har kostet så mange civile i Gaza livet, også. 3F’s udgangspunkt er, at FN’s Folkeret skal overholdes af alle parter – også når det gælder de ulovlige bosættelser på Vestbredden, siger Jesper Nielsen.
3F International tæller i dag flere end 20 medarbejdere og har en årlig omsætning på 30-40 millioner kroner. Langt hovedparten af pengene kommer fra Danmarks statslige udviklingssamarbejde Danida og EU, og 3F International fungerer i praksis som støttefunktion for det generelle internationale arbejde i fagforbundet samt det globale solidaritets- og udviklingsarbejde.
- Vores projekter er vores søsterorganisationer i udlandet. Vi varetager vores medlemmers interesser i udlandet ved at være med til at etablere og udvikle faglige organisationer. Jo dårligere forholdene er for arbejdere i udlandet, desto dårligere risikerer de at blive herhjemme. Derfor er det internationale arbejde vigtigt, siger Jesper Nielsen.
I øjeblikket er 3F International ikke til stede i Palæstina, men de håber, at det bliver muligt i fremtiden.
- Desværre har den danske regering lukket midlertidigt for udviklingsbistand til Palæstina. Den tillader kun humanitær bistand for tiden. Så helt aktuelt ville vi ikke kunne arbejde der. Men vi vil gerne tilbage til Palæstina og fortsætte rådgivnings- og fagforeningsarbejdet, hvis det en dag bliver muligt, siger Jesper Nielsen.
Det internationale fagforeningsarbejde begyndte allerede under SiD i 1980’erne, og det er politisk vedtaget af kongressen og overvåges i dag af Hovedbestyrelsen i 3F. Fra 1995 og frem til 2016 arbejdede 3F International i Palæstina. Her havde fagforbundet et kontor med tre ansatte, ligesom der var planer om at udstationere en medarbejder fra 3F.
Arbejdet støttede ifølge Jesper Nielsen palæstinensisk fagbevægelse i at blive stærkere til at repræsentere arbejdernes interesser. Der var fokus på at opbygge branchefagforeninger i landbrug, fødevarer og byggeri. Desuden støttede 3F opbygningen af sekretariater for ligestilling, arbejdsmiljø og juridisk bistand i det palæstinensiske fagforeningsforbunds hovedorganisation PGFTU.
Svære arbejdsbetingelser
Men i Gaza blev uafhængigt fagforeningsarbejde ifølge Jesper Nielsen stort set umuligt, da Hamas overtog magten i 2007.
- Og fra 2012 begyndte først de israelske myndigheder og dernæst også de palæstinensiske deres benspænd for støtten til en uafhængig palæstinensisk fagbevægelse, siger Jesper Nielsen.
- Israel afviste 3F’s medarbejder både ved grænsen til Jorden og i Tel Aviv Lufthavn i Israel. Palæstinas fagbevægelse fik problemer med myndighederne på Vestbredden efter en kampagne for at gennemføre loven om mindsteløn i det virkelige liv. Blandt andet blev fagbevægelsens bankkonti – inklusiv midler fra Danmarks statslige udviklingssamarbejde Danida – indefrosset, siger han.
I 2016 skar den danske regering så støtten til 3F’s arbejde ned, og det blev besluttet at lukke Palæstina-programmet, der var baseret på midler fra Danida.
- Vi bidrog blandt andet til at få de palæstinensiske og israelske fagforbund til at arbejde en smule mere sammen. Men da de palæstinensiske fagforeninger blev stærkere og mere selvstændige, fik de problemer med de palæstinensiske myndigheder. Det er den samme reaktion fra myndighederne, som vi desværre også oplever i en række andre lande, siger Jesper Nielsen.
- Et af problemerne med de israelske myndigheder var, at vi forsøgte at udstationere en programkoordinator, som tidligere havde arbejdet for FN i Libanon. De israelske myndigheder afviste hende ved grænsen gentagne gange. Også en ny udsendt medarbejder fra Danmark, der kunne tale arabisk, stødte på problemer med arbejds- og opholdstilladelse, siger han.
- Det er blevet helt umuligt at være og lave fagforeningsarbejde i Palæstina, siger han.
Indirekte støtte
Via det internationale fagforbund for bygge- og træarbejdere, BWI, støtter 3F International i dag et regionalt netværk i Mellemøsten, Nordafrika og Tyrkiet, en koordinator i Libanon og deltager i møder om fagforeningsarbejde i regionen. Her deltager den palæstinensiske fagforening for bygningsarbejdere også.
3F International er også aktiv i Tyrkiet og Jordan, hvor der i dag bor flere millioner flygtninge, især fra Syrien. I forvejen boede der flere millioner palæstinensiske flygtninge i Jordan.
- Så vi støtter jo stadig palæstinensiske arbejdere indirekte, og der er stadig et stort behov for udviklingsbistand, siger Jesper Nielsen.