Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: field_partner i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).

FH - Fagbevægelsens Hovedorganisation - vil nu åbne for at flere udenlandske ansatte fra tredjelande kan få adgang til danske job. Men det bliver ikke via beløbsordningen, som DA, DI og Horesta ønsker, siger formand Lizette Risgaard.

Udenlandske arbejdere skal have lettere ved at komme til Danmark og arbejde, siger Lizette Risgaard, formand for FH - Fagbevægelsens Hovedorganisation. Men hun afviser, at det skal ske via lempelser af den såkaldte beløbsordning, som flere arbejdsgiverorganisationer kræver.
arkiv

Der er mangel på arbejdskraft i Danmark. Sådan lyder budskabet igen og igen fra DA, DI, Horesta og flere af landets virksomheder og restauratører.

Og det budskab skal fagbevægelsen lytte til, mener Lizette Risgaard, formand for FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Hun åbner nu for, at flere udenlandske borgere fra lande uden for Europa kan få adgang til danske job.

- Det skal være nemmere for udlændinge at få arbejde i Danmark i stillinger, hvor der er reel mangel. Vi kan åbne hurtigere der, hvor der er et konkret dokumenteret behov, siger hun.

Flere job skal på positivlisten

Helt konkret foreslår Lizette Risgaard og FH, at der åbnes for, at flere udlændinge kan få adgang til Danmark via den såkaldte positivliste.

Positivlisten blev skabt for at give adgang til faglært arbejdskraft fra lande uden for EU – også kaldet tredjelande – til det danske arbejdsmarked der, hvor der er behov for det.

Her er kravene til løn- og arbejdsvilkår mindre strikse end beløbsordningen, hvor kravet for at få job i Danmark er en månedsløn på mindst 37.000 kroner. På positivlisten skal arbejdsgiveren blot aflønnes “efter sædvanlige løn- og arbejdsvilkår” for faget.

LÆS OGSÅ: To ansatte for éns pris: Kinesisk kok og hustru måtte arbejde syv dage om ugen på jysk restaurant

I dag omfatter positivlisten omkring 90 stillingsbetegnelser og opdateres to gange om året. Det vil FH ændre på, så listen opdateres fire gange om året for at gøre den mere aktuel.

- En halvt år gammel liste over mangel på arbejdskraft vil altid være uaktuel. Det så vi især under corona-krisen, hvor hele brancher lukkede ned – samtidig med at de stadig havde stillingskategorier på listen. Med vores forslag vil listen i højere grad afspejle de rekrutteringsudfordringer, som arbejdsgiverne står med her og nu, siger Lizette Risgaard.

Ingen lempelse af beløbsordningen

I de seneste uger har flere restauratører, Horesta og DA – Dansk Arbejdsgiverforening – efterlyst lempelser af reglerne for udenlandsk arbejdskraft for at få flere kokke til Danmark.

Her har ønsket været, at der blev lempet på reglerne på beløbsordningen – enten ved at sætte lønniveauet på 37.000 kroner ned eller give nemmere adgang til kokke, der for tiden bliver afvist af myndighederne, fordi de vurderer, at lønnen er højere end restauranten reelt kan bære økonomisk – og dermed er de udenlandske ansatte i risiko for at blive underbetalt imod udlændingelovens regler.

LÆS OGSÅ: 3F frygter mere svindel: Minister åbner for at lempe regler for udenlandske kokke

Men det afviser Lizette Risgaard kategorisk.

- Vi kan ikke bare åbne sluserne for arbejdskraft fra tredjelande uden for EU ved at nedsætte beløbsgrænsen – sådan som arbejdsgiverne ønsker. Det vil være en bombe under danske løn- og arbejdsforhold, siger hun.

Ifølge en analyse fra FH vil en sænkning af beløbsordningen presse lønnen for omkring 400.000 danske faglærte og ufaglærte.

DA: Positivlisten løser ikke vores problem

Hos DA – Dansk Arbejdsgiverforening – er der roser til FH for at indrømme, at der er et problem med manglende arbejdskraft i Danmark.

- Først og fremmest er det godt, at FH melder sig ind i diskussionen og anerkender, at der er en udfordring med at få kvalificeret arbejdskraft, og at vi har brug for, at der kommer flere udlændinge hertil.

- Men at opdatere positivlisten fire gange om året i stedet for to bidrager slet ikke. Det er noget helt andet, vi skal have, siger Erik E. Simonsen, vicedirektør i DA – Dansk Arbejdsgiverforening.

Han påpeger, at der kun har været 32 ansættelser på positivlisten inden for det seneste år. Årsagen er ifølge Erik E. Simonsen, at reglerne for at hyre personer via positivlisten er for rigide.

LÆS OGSÅ: Mangel på arbejdskraft: Næsten ingen bruger ny adgangsvej for faglærte udlændinge

Der er blandt andet krav om, at man som arbejdsgiver kan uddanne et bestemt antal lærlinge, hvis man vil hyre ansatte via positivlisten.

- Men vi hører om virksomheder, der slet ikke kan have elever. Og så er de helt udelukket fra at benytte ordningen. Samtidig kan man ikke bruge positivlisten, hvis man er nystartet virksomhed eller vikarbureau. Så der er en række klare tekniske benspænd, som gør ordningen for svær at benytte, som tingene står nu, siger Erik E. Simonsen.

Sænk beløbsgrænsen

Han peger i stedet på samme løsning som andre arbejdsgiverorganisationer:

En lempelse af beløbsordningens krav om løn på 37.000 kroner om måneden til udenlandske ansatte.

- Hvis man for alvor skal gøre noget, er det her, man skal starte, siger Erik E. Simonsen.

Han afviser, at det vil skabe for meget konkurrence i forhold til lønniveauet for danske arbejdstagere, som FH påpeger. Eller give flere tilfælde af udnyttelse af udenlandske ansatte.

- Der vil jo ikke komme titusinde flere til Danmark og arbejde på dårlige vilkår, som fagbevægelsen frygter, hvis vi lemper reglerne. Man skal huske, at de mennesker, der kommer til Danmark er højkompetente arbejdstagere, hvor de fleste får lønninger over 50.000 kroner om måneden allerede, siger Erik E. Simonsen.

- Men så er der vel ikke noget behov for at lempe beløbsordningen, hvis de allerede får højere løn end 50.000 kroner?

- Jo, for der findes også faglærte, der tjener 32.000 kroner om måneden. Og der er arbejdsgiveren i dag udelukket fra at hyre folk til sit firma via beløbsordningen.

- Kan den arbejdsgiver så ikke benytte positivlisten, som netop er lavet til formålet? Han skal vel bare tage lærlinge?

- Nej, for der er kravene for svære at opfylde, og der er ikke samme fleksibilitet som i beløbsordningen, siger Erik E. Simonsen.

DI: Vi vil heller ikke tolerere svindel med udlændingeloven

Fagbladet 3F har tidligere afsløret, hvordan kinesiske kokke og deres ægtefæller bliver snydt på restauranter i Danmark, hvor de må arbejde for lav løn og i mange timer, på trods af at de ifølge loven burde modtage en månedsløn på 37.000 kroner, som ansatte på beløbsordningen.

Det fik Udlændinge- og Integrationsmininster Mattias Tesfaye (S) til at stramme reglerne for brugen af udenlandske kokke via beløbsordningen, hvor flere nu afvises, inden de kommer i arbejde i Danmark.

Ifølge SIRI (Styrelsen for International Rekruttering og Integration) foregår der dog stadig udnyttelse og underbetaling af kinesiske kokke i Danmark.

LÆS OGSÅ: Myndighed i ny rapport: Kinesiske kokke arbejder stadig illegalt i Danmark

Men at visse personer svindler med en ordning er ikke grund til at gøre den langt sværere at benytte for andre, mener Erik E. Simonsen.

- Vi er lige så optagede af, at der ikke skal opstå snyd med reglerne, som fagbevægelsen er. Og er der sprækker, skal de lukkes, siger han.

- Men det handler også om at erkende, at der er et problem og så finde en vej til at hyre udenlandsk arbejdskraft på en måde, hvor alle er trygge. Vi bliver nødt til at finde en løsning, der gør, at vi kan spille sammen med verden omkring os på en effektiv måde.