Buschauffører i Holstebro har indsamlet over 1.000 underskrifter fra passagerer, der protesterer imod at nedlægge bybusserne i Holstebro. Nu er der håb forude.
Både buschauffører og passagerer er rystede over, at Holstebro Kommune har planer om at nedlægge bybusserne i Holstebro.
Den 66-årige bybuschauffør Vera Klejnstrup, der har kørt bybus i snart 37 år, er også chokeret, men vil ikke uden videre finde sig i, at de gule busser forsvinder ud af byen.
- Da jeg hørte om planerne, tænkte jeg: Nej, det kan bare ikke være rigtigt. Holstebro er for stor til at kunne undvære bybusser. Jeg snakkede meget med passagererne, og de var også rystede og kede af det. Jeg vil gerne bruge kræfter på at hjælpe med at bevare bybusserne, siger hun.
Hun fik den idé at indsamle underskrifter fra passagerer, der er imod at nedlægge bybusserne. Det var ikke svært.
På kort tid indsamlede Vera Klejnstrup og hendes chauffør-kollegaer over 1.000 underskrifter. Dem overrakte hun borgmester H.C. Østerby (S) ved et arrangement hos 3F Holstebro, og så skete der noget.

Underskrifter gør indtryk
Underskrifterne gjorde indtryk på borgmesteren, der pointerede, at der havde været fejl i kommunikationen, så det kunne se ud, som om alle bybusser skulle lukkes – det var ikke tilfældet. Men der skal fremover være færre bybusser i Holstebro.
Hvordan det hele skal skrues sammen, bliver Vera Klejnstrup og hendes kollegaer nu inddraget i. De skal være med til at finde en løsning, og det er der god tid til, da kommunen kan forlænge aftalen med busselskabet Arriva, der driver busserne i byen, i to år.
Glad for medindflydelse
Den melding om medindflydelse fra borgmesteren synes Vera Klejnstrup godt om.
- Et samarbejde om en løsning mellem kommunen, busselskabet Arriva, og chaufførerne var noget af det, jeg gik efter, så jeg er tilfreds. Jeg har kørt bybus i Holstebro i snart 37 år, og vi chauffører ved, hvad vi snakker om, siger hun og fortsætter:
- Vi kender ruter og passagerer rigtig godt og kan give kvalificerede bud på, hvad der kan gøres, siger Vera Klejnstrup, der er enig i, at bybussernes ruter kan gentænkes.
Men hun synes, det er ærgerligt, at kommunen ikke kommunikerede klart ud fra starten.
- Usikkerheden om fremtiden har gjort, at nogle kollegaer er begyndt at se efter andre job, andre kollegaer tager kurser for at kunne søge væk. Vi er meget pressede lige nu, siger Vera Klejnstrup.
Hun håber, at det i fællesskab vil lykkes at finde en varig løsning, så Holstebros borgere også i fremtiden kan stige ind i bussen med Vera Klejnstrup bag rattet.