Gå til hovedindhold
Politikerne i Københavns Kommune skal undersøge, om de har overholdt loven, når de har afvist syge københavneres ansøgning om førtidspension, mener juridiske eksperter.

Københavns Kommune bør undersøge, om kommunens behandling af førtidspension følger loven, mener juridiske eksperter. Beskæftigelsesborgmester ser ikke grund til at genoptage gamle sager.

Politikerne i landets største kommune bør undersøge, om de har brudt reglerne for førtidspension, mener advokat Mads Pramming og juraprofessor Kirsten Ketcher.

Opfordringen kommer efter, der i sidst uge landede en rapport på beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaards (V) skrivebord, som konkluderer, at kommunen har tolket reglerne for førtidspension unødvendigt strengt. 

Rapporten fik venstreborgmesteren til at beklage kommunens sagsbehandling og samtidig love bedre sagsbehandling i fremtiden.

Men advokat Mads Pramming mener, at kommunen også skal undersøge, om de hidtil har overholdt loven.

- Nu, hvor Københavns Kommune er blevet opmærksom på, at der er problemer med deres vurderinger, så mener jeg helt sikkert, at de selv bør iværksætte en undersøgelse af, om de har holdt sig indenfor loven, siger Mads Pramming, der er advokat med speciale i socialret.

Få førtidspensioner

Professor Kirsten Ketcher fra Københavns Universitet har flere gange påpeget, at Københavns Kommune ligger markant lavere i tildelingen af førtidspensioner sammenlignet med andre kommuner.

Hun frygter, at særlige grupper i Københavns Kommune – for eksempel psykisk syge – i visse tilfælde har været udsat for ulovlig sagsbehandling. Kommunen kan fejlagtigt have bagatelliseret eller tilsidesat lægelige udsagn.

- Hvis kommunen var lidt borgervenlige, burde man kigge på det. Men det har ikke været opdraget for taskforce-gruppen. De har konkluderet, at Københavns Kommune har tolket lovgivningen meget restriktivt. Men man kan ikke direkte se, om praksis har været ulovlig. Så i virkeligheden burde politikerne følge op med en undersøgelse af, om der også har været tale om en ulovlig praksis hidtil, siger hun.

Men Kirsten Ketscher tilføjer, det kan blive svært at bevise, om Københavns Kommune har haft en ulovlig praksis:

- For Ankestyrelsen har jo gang på gang blåstemplet den restriktive fortolkning af loven, som ikke kun Københavns Kommune, men også andre kommuner har praktiseret. Ankestyrelsen har generelt en meget myndighedsvenlig praksis i forhold til de sager, der står højt på den politiske dagsorden, og det må man sige, at færre førtidspensioner gør – og så bakker Ankestyrelsen altså op om det.

Velkendt billede

Susan Hedlund (S) fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i Københavns Kommunes borgerrepræsentation er enig i professorens vurdering.

- Kommunen har knappe ressourcer, men i den perfekte verden burde kommunen gennemgå alle de sager, hvor afgørelsen kan have ligget i en gråzone mellem fleksjob, førtidspension og ressourceforløb. Vi burde undersøge, om vi har truffet forkerte beslutninger. Men jeg må også indrømme, at nu handler det om bare at få systemet til at virke fremadrettet, siger Susan Hedlund.

Borgerrådgiver, Johan Busse, som tager sig af københavnernes klager over kommunens sagsbehandling, siger, at han genkender det billede, taskforcen tegner.

-Det svarer til mine egne observationer i flere konkrete sager igennem årene, som jeg har påpeget over for forvaltningen, siger han. 

Men som det ser ud nu, vil Johan Busse ikke af sig selv sætte gang i en ny undersøgelse.

- Jeg mener ikke, at jeg på nuværende tidspunkt kan afdække yderligere eller give mere tyngde end taskforcen, hvis jeg sætter en ny undersøgelse i gang, siger han.

Genoptager ikke sager

Københavns Kommunes beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) lovede i sidste uge, at syge Københavnere fremover ikke skal i unødvendige ressourceforløb.

Fagbladet 3F har bedt borgmesteren stille op til interview, så hun kunne svare på, om kommunen vil igangsætte en undersøgelse af, om reglerne er overholdt.

I en mail til Fagbladet 3F skriver hun, at de københavnere, der har fået afvist ansøgninger om førtidspension, ikke skal forvente, at kommunen genoptager sagerne.

- Vi kan være forpligtede til at genoptage sager bredt set, hvis vi opdager en meget entydig fejl på et retsområde, hvor der ikke kan være tvivl, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard i en mail til Fagbladet 3F.

Men det er ifølge borgmesteren ikke tilfældet.

John Klausen, lektor i socialret ved Aalborg Universitet, stod i spidsen for taskforcen I Københavns Kommune. Han ser heller ikke noget behov for at lave endnu en undersøgelse af kommunens praksis.

- Der er sager, hvor der er sket fejl i Københavns Kommunes sagsbehandling, men vi har ikke fundet noget, der tyder på en generel ulovlig praksis, siger han.

TEMAERSe alle