RISIKOGRUPPEN

Frank Jørgensen

"Mit hjerte galopperede, da jeg blev lagt i koma. Jeg lå der i 14 dage og kom også i respirator."

Kortuddannede har mistet jobbet i højere grad end højtuddannede under corona-krisen

Sendt hjem uden løn

Høje smittetal synes meget langt væk fra den rødstensmur i Frederikshavn, hvor Bjarne Petersen har parkeret sin sort- og rødmalede scooter, godt låst fast med en kraftig kædelås. Scooteren har stået stille, siden Bjarne Petersen blev sendt hjem fra sit job på værftet Orskov Yard A/S 25. marts.

Her i det nordjyske går det viralt, da en lokal gymnasierektor udtaler, at det er “nemmere at finde 10 veganere i Nordjylland, end det er at finde én med corona”. Men det bliver også en topnyhed i Radioavisen, da arbejdsløshedskøen i den nordjyske kommune Frederikshavn er steget med cirka 50 procent siden nedlukningen af landet.

En af dem, der måske tilslutter sig køen, er Bjarne Petersen. Han er hver morgen siden 1979 gået ind gennem porten til værftet, men er nu sendt hjem uden løn sammen med 85 kollegaer. Det sker ud fra den såkaldte “force majeure”, det vil sige ekstraordinære begivenhed, som corona-krisen jo er.

- Hvis jeg ikke får jobbet tilbage, så tror jeg, at mit arbejdsliv er slut. Hvor skal jeg gå hen og finde et andet job, spørger den 62-årige værftsarbejder.

Han synes, det er træls, at lønnen er væk. Men Bjarne Petersen får højeste understøttelse, og det rækker til hans udgifter.

- Jeg skylder ikke noget særligt og har indrettet mig, så jeg kan klare mig – også hvis jobbet ryger. Men det er ikke planlagt. Det er bare sådan, det er gået, siger Bjarne Petersen, der har to voksne børn og børnebørn.

Han er ikke typen, der klager sin nød. Han fik skiftet hoften i 2019, har diabetes, for mange kilo rundt om livet og en hjertesygdom. Alligevel har han kørt truck og kran på fuldt kraft på værftet i over 40 år – med korte afstikkere. Lige efter hjemsendelsen kørte det rundt i hovedet på ham: Hvorfor lige mig?

- Men jo mere, jeg tænker over det, jo mere tror jeg, at det er fordi, Orskov gerne vil skåne mig. Men jeg lyver, hvis jeg siger, at jeg ikke også er lidt ked af det. Jeg savner jobbet og kollegaerne. Det er nok det hårdeste, siger Bjarne Petersen, der oprindeligt er uddannet tømrer.

Han har ikke opgivet håbet om at få sin plads tilbage. Helst vil han arbejde, til han fylder 67. Hvis helbredet holder til det. Men han må have tålmodighed til 25. september, hvor han skal møde på Orskov igen og får at vide, om han er fyret eller genansat.

Faglærte og ufaglærte mister jobbet

Fakta er, at danskere, der har gået i skole i færrest år og tjener mindst, er dem, der i højere grad har mistet arbejdet som følge af corona. Omkring 48.000 flere er blevet ledige, efter at krisen satte ind i marts – og det er de ufaglærte og faglærte, der fylder i tallene. For eksempel har 3F’s A-kasse en stigning på omkring 40 procent af nyledige i slutningen af maj. I den anden ende ligger Akademikernes A-kasse, der kun har en stigning på knap 18 procent. 

Var der økonomisk ulighed før, tyder corona-krisen kun på at forstærke den tendens. Det vurderer Nina Smith. Hun er professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet og tidligere økonomisk vismand.

- Foreløbigt rammer krisen især den ufaglærte del af arbejdsmarkedet med en klar overvægt af ledige fra hoteller, turistbranchen og transportsektoren. Når hjælpepakkerne ophører, kan turisterhvervene få et permanent tilbageslag i nogle år, siger Nina Smith.

Turisterhvervet i Danmark er i høj grad natur og kyst – job uden for hovedstadsområdet. På den måde kan der sagtens opstå større ulighed, men dog på en helt anden skala end for eksempel USA, hvor krisen vil skabe fattigdom, vurderer Nina Smith.

Hendes bekymring er, om krisen sparker yderligere til arbejdsløsheden blandt ufaglærte. Der bliver færre og færre af deres job, og det kan corona-krisen forstærke. Nina Smith spørger ligesom værftsarbejder Bjarne Petersen: Hvor skal de ufaglærte så gå hen for at finde arbejde?

Sahin Eris

“Vi har ikke tænkt over, at jeg skulle i a-kasse. Reglerne for udlændinge er så stramme, at det ikke har kunnet betale sig."

Bryder sammen over for kreditorerne

To personer, der frygter de dystre farver i økonomiprofessorens krystalkugle, er Sahin Eris og hans hustru Karina Lykke Bille Eris. De har ellers altid levet et farverigt liv fyldt med oplevelser. Men det vender drastisk, da tyrkiske Sahin Eris mister sit tjenerjob på restaurant Nimb i Tivoli i begyndelsen af marts. Indtægten stopper brat, og han kan hverken få dagpenge eller kontanthjælp.

- Det er frygteligt, og jeg tænker ikke på andet, siger 45-årige Sahin Eris.

Parret sidder i den lyse sofa i deres hus i Kalundborg. Men mørke bekymringer og småskænderier har bredt sig i hjemmet.

- Vi har ikke råd til at foretage os noget som helst, og det slider på os, siger den 49-årige Karina Lykke Bille Eris og stryger ægtefællen hurtigt over hans kind med kortklippet, gråt skæg.

Karina Lykke Bille Eris er skolesekretær på FGU, Forberedende Grunduddannelse Nordvestsjælland, og hendes løn rækker langt fra til at forsørge familien.

- Vi kan betale det livsnødvendige, men resten sejler. Jeg har kontaktet vores kreditorer alle de steder, hvor vi skylder penge, og de fleste har givet os henstand. Men det er forfærdeligt grænseoverskridende at bede om hjælp på den måde. Vi har altid svaret enhver sit, siger Karina Lykke Bille Eris, der er brudt grædende sammen over for kreditorerne flere gange.

Hendes mand kom til Danmark for syv år siden og har arbejdet som tjener lige siden. Han arbejder som såkaldt on-caller. Det vil sige uden kontrakt, hvor han selv booker sine vagter i et onlinesystem og står til rådighed for arbejdsgiveren uden at vide, hvor meget arbejde der er til ham. Ud over Nimb har han arbejdet på store, internationale hoteller.

- Indtægten er gået op og ned i de syv år, men sidste år havde jeg en årsløn på cirka 250.000 kroner, og det er nogenlunde niveauet. Men jeg har intet tjent, siden corona-krisen startede, fortæller Sahin Eris.

Han har ikke stået i a-kasse, men kun i fagforening, og kan derfor ikke få dagpenge. Han kan heller ikke få kontanthjælp eller andre ydelser.

- Vi har ikke tænkt over, at jeg skulle i a-kasse. Reglerne for udlændinge er så stramme, at det ikke har kunnet betale sig. Og så havde vi jo ikke forudset, at det hele ville vælte på grund af corona, siger Sahin Eris.

Han er blandt andet ramt af, at man tidligere skulle have opholdt sig lovligt i Danmark i en årrække for at få ret til dagpenge. Det såkaldte opholdskrav, som blev fjernet i februar 2020. Men det hjælper ham ikke her og nu.

Parret har fire børn, ingen sammen, og kun én hjemmeboende – en søn på 12 år. Karina Lykke Bille Eris har gået tiggergang hos sin mor for at få råd til tøj til sønnen og kan ikke holde tårerne tilbage, da hun fortæller, hvordan hendes to voksne, studerende sønner også hjælper dem.

- Det er det sværeste. Det skulle jo være lige omvendt. At det er os, der støtter børnene med penge og mad, siger Karina Lykke Bille Eris.

Hvis Sahin Eris får job inden for den næste måneds tid, kan de undgå katastrofen og indhente det tabte. Går der længere tid, bliver det uhyggelig svært.

Sahin Eris er en haj til tjenerfaget, men søger alle typer ufaglært arbejde, indtil videre uden held. For tiden er ikke til det. Sahin Eris’ baggrund er ikke til det. Tyrkiet er hans hjemland.

Indvandrere mister oftere jobbet

Og ser man på statistikkerne, er ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere ekstra hårdt ramt af den ledighed, corona-krisen har ført med sig. De udgør omkring otte procent af arbejdsstyrken herhjemme, men hele 14,4 procent af alle dem, der har meldt sig ledige siden 9. marts.

De bærer altså på en skæv ledighedsbyrde. Men også på den smitte, som det hele handler om. Midt i maj har 18 procent af de corona-smittede herhjemme nemlig ikke-vestlig herkomst. 

Og så er vi tilbage på Vestegnen. Her er smittetallene for covid-19 nemlig høje i kommuner som Rødovre, Hvidovre, Glostrup, Brøndby, Høje-Taastrup og Albertslund. Og det kommer sådan set ikke bag på Pernille Tanggaard Andersen, professor og forsker i social ulighed i sundhed.

For beboere i udsatte boligområder har i forvejen flere kroniske sygdomme og dårligere helbredstilstand end den gennemsnitlige dansker. Det gør dem ekstra eksponerede. Desuden bor de forholdsvist tæt på få kvadratmeter.

- Det gør det sværere at holde afstand. De færreste har også et sommerhus, de kan isolere sig i. Det giver en social skævvridning, siger Pernille Tanggaard Andersen.

Og mens funktionærerne er taget på corona-ferie i sommerhuset, har andre faggrupper taget slæbet med at holde samfundet i gang. Og mange af dem er repræsenteret i blokkene på Vestegnen, for eksempel chauffører eller ansatte i plejesektoren.

- Sundhedspersonalet er jo udråbt til de store covid-19-helte, og de er blevet konfronteret med, at de kunne blive smittet på deres job. Men der er altså også alle de andre, der har fået velfærdsstaten til at køre rundt. Buschaufføren, renovationsarbejderen, pædagogen. De er heller ikke blevet sendt til hjemmekontorerne, men har passet deres arbejde under nedlukningen, hvor de er blevet mere eksponeret for smitte, pointerer Pernille Tanggaard Andersen.

Indvandrere hårdt ramt af ledighed under corona

Lars Christiansen

"Skulle jeg komme ud på den anden side af corona uden job, så ved jeg godt, at det bliver svært. Derfor siger jeg også til mine børn: Få jer nogle gode karakterer, få jer en uddannelse."

Hjemmeskolen er en kæmpe udfordring

Lige på den anden side af de københavnske vestegnskommuner ligger Greve. Her bor Lars Christiansen i et rækkehus. Han kan kigge ud på den snorlige have, som han har haft alt for god tid til at nusse om de seneste par måneder.

For ham har coronaen ramt dobbelt. Dels fordi han plejer at arbejde i Københavns Lufthavn. Dels fordi han har et handicap, ingen lige kan se: Han er ordblind. Og med en 12-årig i hjemmeskole under nedlukningen har den hjemsendte lufthavnsmedarbejder haft udfordringer på størrelse med en Boeing 747.

- Der er nogle gange blevet diskuteret lidt højt. Og knægten vil jo hellere spille Playstation, som Lars Christiansen siger.

Den 47-årige Lars Christiansen plejer at sortere og pakke puder og tæpper til de store, oversøiske fly. Men i marts bliver der mindre og mindre at lave. Siden 31. marts har han gået hjemme på regeringens lønkompensationsordning.

- Det var fedt lige i starten – man havde fri, og man skulle ikke spekulere på arbejdet. Men nu går man også herhjemme og bliver lidt småskør, for man kan ikke bare gå ud og lave en masse ting. Men jeg har fået ordnet en masse praktisk for min mor – og også herhjemme, siger Lars Christiansen og nikker ud mod haven.

Hans kone er bygningsmaler og har været på arbejde under hele nedlukningen, så Lars Christiansen har været den selvskrevne lektiehjælper for Viktor i 5. klasse. Med meget blandet succes.

- Jeg kan ikke bare sætte mig ned og lære de her ting. Det bider ikke på mig. Jeg læser ikke særlig hurtigt, og jeg forstår det heller ikke altid – og så står jeg bare af, fortæller Lars Christiansen, der aldrig fik en afgangseksamen fra 9. klasse. Han har kun en udtalelse, fordi han blev fritaget fra engelsk og tysk.

Lars Christiansen kan se på lærernes tilbagemeldinger, at hans søn nogle gange har misforstået en opgave. Og det gør ondt, at han som far ikke har kunnet hjælpe sin søn.

- Jeg tænker jo også nogle gange, om han er ordblind ligesom mig. Skolen mener bare, han skal læse noget mere, men han er i hvert fald en langsom læser, siger Lars Christiansen.

Til gengæld er sønnen god til “alt det andet”, som Lars Christiansen siger:

- Han laver de hårdeste smash i badminton, og jeg prøver også at lære ham, at det er vigtigt med fighterånd.

Selv håber Lars Christiansen at komme tilbage på arbejde.

- Men skulle jeg komme ud på den anden side uden, så ved jeg godt, at det bliver svært. Derfor siger jeg også til mine børn: Få jer nogle gode karakterer, få jer en uddannelse.

I skolen får børnene ordentlig mad

Helt almindelige forældre og børn som Lars Christiansen og hans søn Viktor har Karen Wistoft haft fat i til en undersøgelse om hjemmeundervisning under corona-nedlukningen. Karen Wistoft er professor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet.

Via rundspørger til 6.000 elever fra 3.-9. klasse og 5.000 forældre har hun fået en unik indsigt i, hvordan danske børn og forældre har tacklet det, da skolen rykkede hjem i stuerne.

- Der har vi nok gået lidt med et hyggeligt billede af, at mor bager boller og far laver skattejagt i skoven, som Karen Wistoft siger.

Men virkeligheden er en anden for nogle børn. For der er en sammenhæng mellem den andel, der selv vurderer, at de klarer sig dårligst og har haft den dårligste trivsel under hjemmeundervisningen, og de socialgrupper, børnene kommer fra.

- Andelen af de elever, der føler, at de ikke kan magte skoleopgaverne, at de ikke har haft så god kontakt med lærerne, og at de har haft det rigtig svært ved at være hjemme, er højere blandt de to laveste socialgrupper end blandt middelklassen og den højeste socialgruppe, fortæller Karen Wistoft.

- Det er også i den gruppe, at børnene har haft sværest ved at få hjælp hos deres forældre, siger hun.

Stort set alle børn savner deres venner. Men nogle børn skriver i besvarelserne, at de også savner at komme i skole for at få noget ordentligt at spise. Det at have en hverdag i skolen er med til at give dem den tryghed og struktur, som hjemmet ikke giver dem.

Svarene kommer som sådan ikke bag på Karen Wistoft. Tendenserne bekræfter dét, man allerede ved fra skoleforskningen. Men det er overraskende, at corona-nedlukningen forstærker forskellene i så høj grad.

- Vi har nu et unik datamateriale, der siger noget om, hvor svært nogle børn har det derhjemme. Og det er slet ikke sikkert, at det bare “går over”, når skolerne nu er begyndt at åbne igen. For de her børn kan sagtens have udviklet forskellige strategier for at holde ud derhjemme – strategier, som de ikke bare lige kan ryste af sig igen, siger Karen Wistoft.

Samfundet bør derfor være obmærksomt på, hvorvidt den forstærkede ulighed forplanter sig. Og om corona-krisen er med til at cementere en ulighed frem for at eliminere den, mener hun.

Louise Sundgaard Christensen

"Det har været svært. Jeg er ekstra udfordret, fordi jeg har min sygdom. Jeg har gået ture i omegnen og vinket til naboen, men har ikke turdet bevæge mig mere ud."

“Prøver ikke at lade frygten styre”

I Dronninglund i Nordjylland har 39-årige Louise Sundgaard Christensen også stået for hjemmeundervisningen af sine to børn på 9 og 11. Hun har gået hjemme siden 13. marts, fordi hun tilhører en udsat gruppe. Hun har sklerose på 15. år.

Louise Sundgaard Christensen ved ikke, hvordan corona vil ramme hende, men der er en risiko for, at kroppen bliver så stresset, at sklerosen går amok.

- Jeg prøver ikke at lade frygten styre mig, som hun siger.

På højre hånd lige efter byskiltet bor hun med sin mand og børn omgivet af grønne marker og landluft. Idyllisk med blå himmel, så langt øjet rækker. Men inden for i det 265 kvadratmeter store parcelhus har Louise Sundgaard Christensen ikke altid kunnet se solen under corona-krisen.

Hendes 11-årige er infantil autist og er vant til rutiner, hvor hverdagen helst skal køre, som den plejer. Og med en mand, der har fast natarbejde, har nedlukningen krævet alt, hvad Louise Sundgaard Christensen har tilbage i sig.

- Det har været svært. Jeg er ekstra udfordret, fordi jeg har min sygdom. Jeg har gået ture i omegnen og vinket til naboen, men har ikke turdet bevæge mig mere ud. Det er angstprovokerende, når folk kommer for tæt på, siger hun.

På en aflang tavle i køkkenet er der skrevet en meget lang dosmerseddel med kridt. Her står de ting, der skal ordnes.

- Et stykke henne i corona-krisen blev det bare for meget. Jeg brød sammen og græd og måtte kalde familien til samling. Vi fik snakket tingene igennem og fik også lavet et skema til børnene med deres opgaver, fortæller Louise Sundgaard Christensen.

Hendes sklerose har været i ro i de seneste par år. Hun er blandt andet blevet behandlet med kemoterapi, hvilket nedsætter immunforsvaret. Hendes kræfter er permanent nedsat, og sygdommen har givet kognitive problemer. Dog ikke så meget, at det betyder noget for hendes fleksjob. Som hun elsker:

- Jobbet giver mig en fornemmelse af at være en del af samfundet og være god til noget. Og ikke bare en syg person, der er en belastning. Jeg vil så nødigt undvære det.

Louise Sundgaard Christensen arbejder fem timer tre gange om ugen på et dyreinternat under Dyrenes Beskyttelse tæt på bopælen, hvor hun tilser syge dyr, lufter hunde, ordner stalde og holder øje med dyrenes trivsel.

Om få dage skal hun på job igen. Hun glæder sig til at have en hverdag igen, men ved også godt, at det kræver ekstra værnemidler og ekstra hensyn. Men det skal nok gå, tror hun på. Frygten for at miste jobbet fylder mere, selvom hendes chef hele vejen igennem har prøvet at berolige hende.

- Men hvis der ikke snart kommer gang i Danmark igen, skal der måske skæres ned på arbejdet. Det spekulerer jeg meget på. Man er altid lidt nervøs, når man er i fleksjob. Man har en basisfrygt for, at man godt kan undværes, siger Louise Sundgaard Christensen.

Udsatte grupper bliver ramt

Den basisfrygt er ikke grebet ud af den blå luft. For læren fra tidligere kriser er, at udsatte grupper vil blive ramt på den længere bane. Det kan være personer med funktionsnedsættelse, etniske grupper eller unge nyuddannede.

- Det er kun en formodning i øjeblikket, men det er ret sandsynligt, at der vil ske en form for ulighed i ledighedsstatikkerne fremover, siger professor og arbejdsmarkedsforsker Thomas Bredgaard ved Aalborg Universitet.

- Selvom man måske ikke kan se en forskel i ledighedsstatistikkerne lige nu, så vil de udsatte grupper få sværere ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet end kernetropperne, siger han.

Til kernetropperne hører Frank Jørgensen fra Bagsværd, der lige så stille er ved at kæmpe sig tilbage til oprejst tilstand, efter at coronaen slog ham ud.

- Min arbejdsgiver har sagt: Tag dig nu tid, og kom dig. Jeg har været 30 år på Novozymes, og mit job er ikke i fare, siger Frank Jørgensen.

Da han bliver udskrevet i slutningen af april, kan han næsten ikke stå op, men må køres ud af Herlev Hospital i rullestol af kæresten. Han bruger krykker i en god uges tid, men kan gå selv nu. Efter 100 meter kommer åndedrætsbesværet dog krybende. Det går generelt op ad bakke med at blive rask og få luften igen:

- Men jeg vil kæmpe mig op – og holde kiloene nede. Jeg er bare glad for at være i live.