August Madsen Bentholm på 21 år brænder for at gøre en forskel, og det har han rig mulighed for som den første tillidsrepræsentant i Danmark for en af de fremadstormende platformsvirksomheder.
Han blev valgt som tillidsrepræsentant hos takeawaygiganten Just Eat i december 2021.
– Det er jo en nøglepost, hvis man ikke bare ønsker forandringer, men også vil skabe resultater, siger August Madsen Bentholm, der bor i en lejlighed i Aarhus.
Han er klar til det store ansvar, det er at være den, der har kollegaernes ryg.
– Jeg siger til kollegaerne: Jeg er her for jer, og kan hjælpe jer med det, I slås med. Jeg er jeres vagthund, siger August Madsen Bentholm, der kommer fra et meget politisk hjem med to akademiker-forældre, hvilket har givet ham en naturlig interesse for det faglige arbejde.
Tillidsrepræsentant for 150 bude
Efter folkeskolen tog han HF og startede bagefter på fuld tid hos Just Eat, hvor han har arbejdet omkring tre år.
I dag er han tillidsrepræsentant for cirka 150 Just Eat-bude, og hans vigtigste opgave er at få folk til at melde sig ind i 3F, fastslår han.
– Vi er gået fra at være næsten ingen 3F-medlemmer til allerede at være 23. Men vi skal have mange flere med, og hvis det bliver svært, så får jeg en stor udfordring. Men indtil videre er det gået godt og hurtigt, siger han.
Han prøver at få budkollegaerne til at se, at de har et fælles mål på arbejdspladsen og er nødt til at stå sammen, hvis de vil opnå noget.
Er kommet godt fra start
– Nogle af de spørgsmål, der går igen, er: Hvad er rettighederne i forhold til overenskomsten? Hvad skal man have for overarbejde, og hvilke tillæg får man hvornår? oplyser han.
Han synes selv, at han er kommet godt i gang og samarbejder godt med ledelsen om at få løst forskellige problemer og tvister i den mindre ende.
Men han vil gerne udrette mere. Det kunne for eksempel være at sikre bedre lokalaftaler og opnå et løft i lønnen.
– Men i stedet for at lægge store planer for fremtiden, ændrer jeg det, jeg kan lige nu. Så kan det forhåbentlig kaste resultater af sig på den lange bane også, siger han.
1. maj er vigtig
Han synes, det er vigtigt, at lønmodtagerne har nogen, der kan tale deres sag og sikre deres rettigheder – og forbedre dem. Og det er vigtigt at markere en gang om året.
– Hvis ikke vi havde 1. maj som kampdag, ville det jo være svært at markere, at her er der rent faktisk en fagbevægelse, der gør en forskel. Uden en stærk fagbevægelse smuldrer rettighederne. Det har vi set eksempler på i andre lande. Storbritannien for eksempel, og de tilstande håber jeg aldrig, vi kommer til at se i Danmark, siger han.
1. maj betyder mere for ham, efter at han er blevet tillidsrepræsentant.
– Et stærkt fællesskab er det vigtigste våben, når der skal lægges pres på en arbejdsgiver, der ikke har ordnede forhold, siger August Madsen Bentholm, der skal fejre 1. maj på Rådhuspladsen i Aarhus.

