Meningsløst og dumt af regeringen.
Sådan lyder reaktionen fra flere sønderjyske borgmestre fra regeringens eget parti, Socialdemokratiet, efter sagen om den syriske 3F’er Sami Al-Dyab er kommet frem i medierne.
Det skriver Avisen Danmark.
Sami Al-Dyab har fast job på Danfoss, har købt hus udenfor Aabenraa og er endda medlem af Socialdemokratiet.
Hans kone og fem børn er alle under uddannelse eller i arbejde, men alligevel har Sami fået inddraget sin opholdstilladelse til at blive i Danmark som flygtning.
De sønderjyske borgmestre kalder beslutningen for spild af ressourcer.
– Det giver absolut ingen mening, siger Erik Lauritzen (S), som er borgmester i Sønderborg, til Avisen Danmark.
– Det er torskedumt. Vi har allerede investeret i og brugt mange ressourcer på de her mennesker. Og nu da muligheden virkelig er der, for at de kan betale samfundet tilbage, så føles det skørt at sende dem væk mod deres vilje. Her er jeg dybt uenig med min regering, siger han.
Ifølge Avisen Danmark har syd- og sønderjyske virksomheder sværest ved at besætte ledige stillinger på landsplan.
Frem mod 2045 får Sydjylland 9,4 procent færre borgere i den arbejdsdygtige alder, 20-64 år.
For den socialdemokratiske viceborgmester i Aabenraa, Erik Uldall, virker det omsonst, at man nu sender vigtig arbejdskraft ud af landet.
– Det har krævet en kæmpe indsats. Ikke kun af kommunen, virksomhederne og naboerne. Men også af syrerne. Og nu er opgaven langt hen ad vejen løst. Nu er mange af dem faktisk en ressource, siger han til Avisen Danmark.
S-viceborgmester: Hvor er vores samvittighed?
Lige nu er de danske udlændingemyndigheder ved at vurdere over 1.200 syriske flygtninges opholdstilladelser, fordi der er færre krigshandlinger i området omkring Damaskus, hvor mange flygtninge – heriblandt Sami Al-Dyab – kommer fra.
Ifølge Amnesty International risikerer syriske flygtninge dog stadig at blive forfulgt, tortureret og udsat for voldshandlinger, hvis de vender hjem til Syrien.
Især, hvis de har gjort oprør imod statslederen Assads regime.
Og for Erik Uldall skal dét med i vurderingen, når vi som nation vælger at sende de syriske flygtninge tilbage igen.
– Næsten alle, som ved noget om det her, siger jo, at Syrien ikke er sikkert. Der er ingen logik i, at de ender med at rådne op på et udrejsecenter. Lad dem dog blive på arbejdsmarkedet, så længe der er behov for dem, siger han til Avisen Danmark.
Sami Al-Dyab og hans families sag skal behandles tirsdag i Flygtningenævnet.
Hvis Sami ikke får medhold i sin klage, står han og familien over for enten at skulle flytte på udrejsecenter på ubestemt tid, hvor de hverken må arbejde eller gå i skole, eller at rejse tilbage til Syrien til en usikker fremtid.

