Helene OlesenTEMA
Slidt ned
TEMA
Slidt ned
Angsten for, at kroppen lige pludselig ikke virkede mere, var stor. Derfor traf den 38-årige Tor Jespersen en svær beslutning om at skifte fag, før han blev helt nedslidt.
Når den 38-årige Tor Jespersen i dag går på arbejde, har han aldrig været mere glad. For han har sagt goddag til en dagligdag, som kroppen kan holde til.
- Jeg har taget mange dumme beslutninger i mit liv, men det her er en af de gode. Det mentale pres over, at du ikke ved, om din krop kan holde længere, er væk, siger han om jobskiftet til pedel, som han foretog lige før sommerferien.
For fire år siden blev den tømrerudlærte Tor Jespersen ramt af en diskusprolaps. År forinden havde hans ryg allerede sagt knæk én gang.
- Jeg arbejdede på akkord op til 30-årsalderen. Huhej, der var jo fart på. Og så smuldrede ryggen bare. Jeg fik det trænet op med lidt fysioterapi. Det gik også okay, men der var altid ømhed og træthed i ryggen, siger Tor Jespersen.
Da ryggen for et par år siden igen sagde knæk, begyndte tingene at kollapse. Arbejdsmæssigt og i forhold til kroppen, hvor han vågnede om morgenen, og oplevede smerterne komme listende.
- Så bliver man deprimeret og irriteret. Man bliver også en dårlig far. Hvis jeg skal sejle det her skib i havn, så skal der ske noget, tænkte jeg.
Stod i en lang tunnel
Første del af løsningen blev, at Tor Jespersen kom med i et projekt, der handlede om at bibeholde arbejdslivet. Her fik han et fysisk træningsprogram, der hjalp meget på ryggen.
Men de seneste ti år i tømrerfaget havde han også taget smertestillende ibuprofen.
- Man tænker: "Jeg skal lige købe en pakke". Jeg holdt op med at ryge, men så brugte jeg 25 kroner på medicin i stedet, siger Tor Jespersen.
Den anden del af løsningen blev, at Tor Jespersen skiftede fag.
- Angsten for, at det hele lige pludselig ikke virkede mere, var stor. At jeg om 14 dage ikke kunne bevæge mig. Jeg følte bare, at jeg stod nede i en lang tunnel. Det duede bare ikke. Jeg måtte finde noget andet, siger Tor Jespersen.
Springet til et andet fag var rigtigt, kan han mærke nu. I det nye arbejde kan han veksle mellem opgaverne og udføre dem i eget tempo. Og der er ingen tunge løft.
Men da han traf beslutningen, var det svært:
- Det glansbillede, jeg havde haft om at være tømrer – den frie svend, der tjener masser af penge og gør karriere – var jo bristet. Jeg måtte stoppe, før karrieren overhovedet var begyndt.
Det fedeste job – men
Tor Jespersen har måttet spise en klækkelig lønnedgang, “men jeg vil hellere købe ind i Aldi og være glad med mine børn”, som han siger.
Selvom han selv har truffet valget, gør det ham ked af, at tømrerfaget er et lukket kapitel.
- Når det går godt, er det det fedeste job i verden at være tømrer. Men når det bliver for presset, er det det værste. Og som branchen er i øjeblikket, knokler folk nede på gulvet, mens alle dem ovenover taler nogle store, fine ord.
Han tvivler stærkt på, at han kan arbejde helt til sin pensionsalder, selvom han har skiftet spor.
- Måske anser jeg det faktisk som fuldstændig urealistisk. Mange håndværkere begynder at stemple ud, når de når op i 50’erne. Så vil de gerne have de lette opgaver eller skifte til serviceopgaverne. Og hvis efterlønsbeviset er gyldigt, trækker de sig. Jeg har set rigtig mange være pressede, siger Tor Jespersen.
Selv har han ikke brug for den store luksus, når han bliver ældre.
- Bare jeg har min kone, mine børn og salt til et æg. Men jeg vil gerne være mobil. Jeg vandrer, jager og ror kano. Når man har prøvet at ligge i en sofa med diskusprolaps og ikke kunnet rejse sig i et halvt år, får man altså mærkelige tanker inde i hovedet. Så at ende i en stol på et plejehjem er min største frygt.
