Oprindeligt arbejdede omkring 55 rengøringsassistenter i Jammerbugt Kommune i et velfungerende rengøringsteam.
I dag er der kun omkring ti fra den flok tilbage.
Efter udliciteringen 1. januar 2020 til de to firmaer Rengoering.com og Kongsvang Cleaning og Facility A/S er rengøringsassistenterne nemlig blevet fyret, har sagt op eller er gået ned med stress på stribe.
LÆS OGSÅ: – Det var som en usynlig pisk
De er blevet presset op i tempo og ned i tid, som flere rengøringsassistenter har fortalt til Fagbladet 3F.
– Jammerbugt Ejendomscenter var et rigtig godt sted at være, men da vi kom over til Kongsvang, blev det noget lort, som tidligere rengøringsassistent Lolitta Jensen udtrykker det.
Også hos 3F Midtvendsyssel har man haft rengøringsmedarbejdernes problemer helt tæt på, fortæller formand Per Kjeldsen:
– Vi har haft grædende medlemmer, vi har tacklet sygdomsforløb og aftrædelser fra arbejdsmarkedet, lang tid før det var nødvendigt. Hver enkelt sag har været et kæmpe pres på den enkelte rengøringsassistent, som jo bare gerne ville gøre rent, siger Per Kjeldsen.
Borgmester anbefaler nyt udbud
Torsdag aften er temaet på dagsordenen i Jammerbugt Kommune. Her skal det nemlig afgøres, om kommunen igen skal udbyde rengøringen, fordi Kongsvangs kontrakt udløber ved udgangen af 2023.
Rengoering.com gik konkurs i 2022, og Kongsvang overtog derefter al rengøringen i kommunen.
Kommunens økonomiudvalg med Venstre-borgmester Mogens Christen Gade i spidsen anbefaler, at rengøringen siger ja til et nyt udbud, hvor man kan sammenligne med en kommunal pris.
Socialdemokratiet og SF er imod. De anbefaler i stedet at tage arbejdet retur i kommunalt regi.
Tænk jer godt om
Per Kjeldsen fra 3F Midtvendsyssel ønsker, at kommunen tænker sig rigtig godt om, inden et nyt udbud sættes i gang:
– For vi kan simpelthen ikke forsvare, at ordentlige, lokale rengøringsassistenter presses ud af deres job som følge af elendige løn- og arbejdsvilkår i det udliciterede arbejde, siger Per Kjeldsen.
– Og vi kan heller ikke forsvare, at vi skal have snavsede skoler og bygninger i en blind jagt på besparelser, siger Per Kjeldsen.
For ud over tidspres og stress har udliciteringen nemlig også fået kvaliteten af rengøringen til at dale.
Lokale medier har i foråret 2023 fortalt, hvordan både forældre og skolebestyrelser har klaget over nullermænd og snavsede lokaler i Jammerbugts folkeskoler.
Kvaliteten er dalet
Mere officielt har en brugerundersøgelse fra Rambøll i 2022 vist, at næsten 50 procent af respondenterne vurderer, at rengøringen er blevet dårligere efter udliciteringen.
Dansk Servicerådgivning har også testet kvaliteten. De har givet en vurdering, der svarer til et kvalitetsniveau “lidt under, hvad der ellers er markedskonformt”. Sådan hedder det i dagsordenen til kommunalbestyrelsesmødet torsdag.
Til gengæld er der sparet penge. Jammerbugt Kommune har ifølge egne beregninger sparet omkring 15,7 millioner kroner i de tre år, hvor rengøringen har været udliciteret.
Per Kjeldsen sætter dog spørgsmåltegn ved både besparelser og kvalitetsvurderingen.
– Jeg synes, at begge dele tegner et glansbillede af situationen. Jeg frygter, at kvaliteten er dalet endnu mere, end hvad undersøgelserne viser, siger han.
Omvendt er besparelserne overvurderet, mener han:
– Kommunen medregner jo slet ikke alle omkostninger. Rengoering.com’s konkurs kostede penge. Og der er også omkostninger ved de sociale konsekvenser, som mange af de tidligere rengøringsassistenter nu er ramt af, siger Per Kjeldsen.
Læringen bør tages med
Borgmester Mogens Christen Gade (V) siger til Fagbladet 3F, at der er en stor læring i den proces, som kommunen har været igennem de sidste tre år. Og den læring bør tages med, hvis kommunalbestyrelsen beslutter at udbyde opgaven igen:
– Der har for eksempel været en evaluering af kvaliteten, der ikke har været prangende i forhold til den kvalitet, der er bestilt. Der skulle vi have holdt dem [Rengoering.com og Kongsvang, red] lidt mere op i frakkekraven, og det må vi prøve at blive lidt mere skarpe på, siger Mogens Christen Gade.
Men i Mogens Christen Gades optik er det samtidig nødvendigt at få afprøvet prisen ved et udbud. Særligt i en tid, hvor økonomien er stram.
– Kommunerne er presset over alle kanter, og det er ikke blevet mindre de seneste år. Derfor er det også fair, at vi i kommunalbestyrelsen spørger til priserne på opgaver til samme kvalitet, siger borgmesteren.

