Flere hundrede sygeplejersker er undtaget strejken, fordi der ellers ikke kan stilles et nødberedskab.
Da sygeplejersker landet over lørdag gik i strejke for en bedre løn, var cirka 5.200 udtaget til strejken.
Det svarer til hver tiende sygeplejerske.
Men siden er antallet af sygeplejersker, der er gået på barrikaderne, skrumpet.
Omkring 480 sygeplejersker, der skulle have strejket, er ifølge Dansk Sygeplejeråd taget ud af konflikten.
Det gælder eksempelvis i Silkeborg og Odense, hvor strejken helt eller delvist er aflyst.
Men også i kommuner som København, Aarhus, Hillerød, Halsnæs og Holbæk er der sket justeringer, så sygeplejersker har måttet opgive at strejke.
Det samme er sket på flere hospitaler.
Baggrunden er ifølge sygeplejerskernes formand, Grete Christensen, at der ellers ikke ville kunne stilles et nødberedskab.
- Det, der er sket, er, at man i nogle kommuner og på nogle sygehuse har så mange ubesatte stillinger – eller i hvert fald så få fastansatte – at man med dem ikke kan stille et nødberedskab, siger hun.
Formanden mener, at det fortæller noget om, hvor pressede sygeplejerskerne er i deres dagligdag.
- Det udstiller jo, hvor hårdt presset sygeplejerskerne er hver eneste dag både i kommuner og regioner.
Aktuelt omfatter strejken således 4.750 sygeplejersker. Og det er ikke udelukket, at der kan ske yderligere justeringer.
- Vi har med levende mennesker at gøre. Både dem, der udfører arbejdet, og dem, vi skal passe.
- Derfor er nødberedskabet noget, der kan justeres løbende under en konflikt, siger Grete Christensen.
Selv om nogle sygeplejersker må opgive at strejke, kan strejken ifølge sygeplejerskernes formand stadig mærkes hos modparten – kommuner og regioner.
- Det gør stadig ondt på modparten. Jeg vil da nødigt være den kommune, der får fortalt en masse historier om, at man ikke har de nødvendige medarbejdere til at levere et nødberedskab.
- For hvad tænker de borgere i den kommune så om, hvad det egentlig er for en sygepleje, der leveres i hverdagen.
Strejken er udfaldet af, at sygeplejerskerne har stemt nej til et mæglingsforslag til en ny overenskomst.
Forklaringen er, at sygeplejerskerne ønsker mere i løn og et opgør med tjenestemandsreformen, som ifølge dem er skyld i et lønefterslæb.
/ritzau/