Der er stadig travlt på stilladserne, men til vinter begynder den usikre økonomiske situation at koste job i byggeriet, lyder det fra flere sider.
Håndværkerne har haft rygende travlt, og den danske byggebranche har i flere år kørt i allerhøjeste gear.
Men nu trækker de mørke skyer op, og fra flere sider er der tegn på, at høje renter og den galopperende inflation kan komme til at koste mange job i byggeriet.
De økonomiske vismænd udkom tidligere på ugen med en ny rapport, hvor der forudsiges et fald på 100.000 job på tværs af brancher i løbet af 2023, og ifølge byggeriets dagblad Licitationen er særligt byggebranchen i risikozonen.
Byggeriet er en af de brancher, som først bliver ramt, når de økonomiske konjunkturer vender.
- Det, vi ser nu, er, at boligbyggeriet for private stopper op. De stigende renter og stigende priser æder af budgetterne, og derfor er man påpasselig som privatborger med at sætte boligbyggerier i gang. Det offentlige ser også ud til at bremse noget op, siger Anders Stouge, direktør i arbejdsgiverorganisationen DI Byggeri, til Licitationen.
DI Byggeri vurderer, at den nuværende situation vil betyde et jobtab på mindst 7.000 medarbejdere i byggeriet, og de økonomiske vismænd forventer et fald i boliginvesteringerne på 10 procent næste år.
Også private ejendomsudviklere og pensionskasser er forsigtige med at igangsætte nye byggeprojekter på grund af stigende inflation og højre renter.
Frygter vinteren
Ledigheden er stadig rekordlav og ligger på et lavere niveau end før finanskrisen, men i september steg den for første gang i lang tid blandt 3F’erne, hvor 200 personer meldte sig som ledige.
Ifølge Jesper Grunnet-Lauridsen, arbejdsmarkedsøkonom i fagforbundet 3F, er det en lille vending, men han frygter, at det er er et forvarsel om, hvad der venter.
- Vi kan godt være bekymret, når vi kigger ind i vinteren. Der kan vi godt være nervøse for, at byggeriet bliver yderligere ramt, og vores medlemmer mister deres job, siger Jesper Grunnet-Lauridsen til Børsen.
“Vil være kraftigt stigende”
Også i byggeriets paraplyorganisation BAT-Kartellet kommer sekretariatschef Gunde Odgaard med en dyster forudsigelse.
- Det er vores klare vurdering, at ledigheden vil begynde at stige efter efterårsferien, og at den vil være kraftigt stigende, når vi når hen på den anden side af nytår, siger han i Licitationen.
Gunde Odgaard mener, at der skal igangsættes en national handlingsplan for energirenovering af de eksisterende bygninger, som både vil bidrage til den grønne omstilling og holde hånden under beskæftigelsen i byggeriet.