Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: field_partner i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).

I juni anmeldte 3F en stor rengøringsvirksomhed til Erhvervsstyrelsen på grund af mistanke om svindel med lønkompensation under corona-krisen. Nu har virksomheden betalt hele støtten tilbage – og henviser til samfundssind.

- Jeg kan godt lide Danmark og systemet her. Jeg føler mig tryg. Men jeg har nok ikke været så heldig med min arbejdsgiver, siger den 33-årige græske 3F’er Silva Abedini.
Joachim Rode

Næsten 600.000 kroner.

Det har den store rengøringsvirksomhed Serviceerhverv ApS betalt tilbage til staten i lønkompensation. Dermed har den nordsjællandske virksomhed refunderet alt, hvad den under corona-krisen har modtaget i støtte fra den statslige ordning for danske virksomheder.

Serviceerhverv ApS beskæftiger først og fremmest udenlandske medarbejdere, der gør rent i fortrinsvis private hjem i København, Nordsjælland og andre steder på Sjælland. Virksomheden har nu knap 90 ansatte og er Danmarks største inden for rengøring hos private, oplyser virksomhedens ejer og direktør, Thomas Bidstrup.

Oplysningen om den frivillige tilbagebetaling af hele beløbet kommer fra virksomhedsejeren selv og bliver bekræftet af oplysninger fra Erhvervsstyrelsen til Fagbladet 3F.

- Vi er kommet rigtig godt igennem corona-krisen og vækster mere nu, end vi nogen sinde har gjort. Jeg har det supergodt med, at vi har betalt pengene tilbage. Det er god stil, siger Thomas Bidstrup.

Klar mistanke

3F anmeldte i juni Serviceerhverv ApS for mulig svindel med lønkompensation. Det skyldtes, at virksomheden havde modtaget lønkompensation for blandt andet en 3F’er, der var på arbejde i april og på intet tidspunkt var blevet hjemsendt af virksomheden under corona-krisen.

Ifølge ordningen har virksomheder kun ret til lønkompensation for ansatte, der har været hjemsendt fra arbejde.

- Vi har en meget klar mistanke om, at virksomheden har forsøgt at svindle med ordningen for lønkompensation. Snyd med ordningen er meget forkasteligt, og derfor anmeldte vi selvfølgelig vores mistanke til Erhvervsstyrelsen. Vi bakker op om vores medlem i sagen og glæder os meget over, at alle pengene nu er kommet tilbage i statskassen, siger formanden for 3F Nordsjælland Øst, Hans Nissen.

Ordningen om lønkompensation har fungeret på den måde, at arbejdsgivere fortsat skulle betale fuld løn til ansatte, som var sendt hjem fra arbejde. Til gengæld kunne arbejdsgiverne få refunderet udgifter til løn fra staten – for at holde antallet af fyringer nede under corona-krisen.

SMS: Det er ulovligt

Den 33-årige 3F’er Silva Abedini vendte i slutningen af marts tilbage til virksomheden efter en sygemelding, og i den forbindelse tilbød den græske statsborger at arbejde 20-30 minutter gratis i nogle dage for at hjælpe virksomheden under corona-krisen.

- Driftschefen ringede og sagde, at de havde tænkt på at søge lønkompensation. Hun sagde, at jeg kunne arbejde to-tre timer om dagen og blive betalt for seks timer, fordi firmaet fik lønkompensation, siger Silva Abedini.

Men 3F’eren kendte til reglerne om lønkompensation, fordi nogle af hendes danske venner havde fortalte hende om dem. Efterfølgende skrev 3F’eren 1. april 2020 i en SMS til driftschefen:

“Det er helt ulovligt, og jeg vil ikke gøre noget, der er ulovligt.”

Driftschef: Gør ikke noget ved det

Ifølge Erhvervsstyrelsen ansøgte direktøren for Serviceerhverv ApS 26. marts lønkompensation for 22 medarbejdere, herunder Silva Abedini. Men ansøgningen blev 27. april afvist af styrelsen på grund af manglende dokumentation for én medarbejder, viser Fagbladet 3F’s aktindsigt.  

Dagen efter afvisningen søgte direktøren om lønkompensation for 21 medarbejdere. Aktindsigt viser, at virksomhedens direktør ansøgte om 23.811 kroner for Silva Abedini for alle dage i perioden 30. marts til og med 30. april.

Samme dag, som direktøren ansøgte på ny, skrev driftschefen i en SMS til Silva Abedini, at medarbejderen i sin e-Boks vil modtage et brev om refusion i forbindelse med corona-virussen.

“Gør ikke noget ved det. Vi kan lave ændringer senere og fjerne dig fra listen,” skrev driftschefen i tekstbeskeden.   

Artiklen fortsætter under billedet.

Serviceerhverv ApS' godkendte ansøgning fra 28. april 2020.
Serviceerhverv ApS' godkendte ansøgning fra 28. april 2020.

Chokeret og stresset

Erhvervsstyrelsen skrev til Silva Abedini 1. maj, at styrelsen samme dag havde godkendt en udbetaling af lønkompensation til Serviceerhverv ApS for hende. Beløbet var på 23.811 kroner.

- Jeg bliver chokeret. Jeg bliver også stresset, fordi jeg er bange for, hvad det kan få af konsekvenser for mig. Men heldigvis kan jeg få hjælp og støtte i sagen fra min fagforening, siger Silva Abedini.

Hun fortæller, at fire kollegaer ligeledes arbejdede, selvom de var under ordningen om lønkompensation og modtog lignende breve fra Erhvervsstyrelsen.

- Jeg er vred over, at virksomheden ville have udbetalt lønkompensation, som den ikke er berettiget til. Det er meget forkert, for virksomheden udnytter et godt system, som vi alle skal betale til. Jeg sagde op på grund af det her. Jeg havde det så dårligt. Jeg var blevet snydt og ville ikke være dér længere, siger Silva Abedini.

En 32-årig tidligere kollega fra Polen bakker op om 3F’erens udsagn. Den polske kvinde arbejdede i tre år hos Serviceerhverv ApS, hvor hun var rengøringsinspektør frem til 19. marts 2020, hvor hun fik en uventet fyreseddel.

- Jeg var ikke selv en del af ordningen om lønkompensation. Men jeg kender til fire andre medarbejdere hos Serviceerhverv ApS, der var under ordningen, selvom de samtidigt gik på arbejde. En polsk kvinde hos firmaet fortalte mig selv, at hun var under ordningen, mens hun arbejdede, siger Katarzyna, der ikke ønsker sit efternavn frem, fordi hun søger nyt arbejde i Danmark.

Artiklen fortsætter under billedet.

Direktør Thomas Bidstrup har skrevet under på, at oplysningerne er retvisende.
Direktør Thomas Bidstrup har skrevet under på, at oplysningerne er retvisende.

Direktør: Intet at komme efter

Direktør Thomas Bidstrup forklarer, at han søgte om lønkompensation, fordi hans virksomhed i den første uge efter nedlukningen mistede et “godt stykke over halvdelen” af arbejdet. Men allerede efter en uge begyndte Serviceerhverv ApS at hente medarbejdere tilbage på arbejde, og efter fem-seks uger var virksomheden tilbage på det normale niveau, forklarer han. På den baggrund skulle virksomheden betale lidt mere end halvdelen af lønkompensationen tilbage, mens resten af tilbagebetalingen skyldes samfundssind, oplyser virksomhedsejeren.    

Thomas Bidstrup erkender, at Silva Abedini ikke har været hjemsendt fra arbejde i marts og april måned, hvor han søgte om lønkompensation for hende.

- Vi gik ud fra, at hun skulle blive hjemme. Det kunne hun lige så godt. Men vi mistede ikke så meget arbejde, som vi havde regnet med, og derfor kaldte vi hende tilbage på arbejde, siger Thomas Bidstrup.

Hvordan kan du 28. april søge lønkompensation for en medarbejder, der har været på arbejde i hele april?

- Jeg har ikke fået en opdatering fra min driftschef, da jeg søger igen. Det er en intern kommunikationsfejl. Det er mit ansvar, siger Thomas Bidstrup om sin anden ansøgning til Erhvervsstyrelsen.

Direktøren gør opmærksom på, at han 22. maj skrev en e-mail til Erhvervsstyrelsen om, at Serviceerhverv ApS ønskede at rette ansøgningen om lønkompensation, fordi virksomheden havde rettelser til, hvornår medarbejdere kom tilbage på arbejde. 

Thomas Bidstrup afviser, at hans driftschef skulle have sagt til Silva Abedini, at den græske medarbejder kunne arbejde to-tre timer om dagen, men alligevel blive betalt for seks, fordi Serviceerhverv ApS fik lønkompensation.   

Han betegner sagen som en heksejagt fra 3F’erens side – og mener, at det ikke betyder “så meget”, at 3F har anmeldt hans virksomhed til Erhvervsstyrelsen.

- Der er intet at komme efter. Alt er 100 procent reelt, siger Thomas Bidstrup.

Ingen kommentarer fra myndighederne

Erhvervsstyrelsen bekræfter 3F’s anmeldelse af Serviceerhverv ApS, men har ellers ingen kommentarer til sagen, oplyser styrelsen til Fagbladet 3F.

Hos Nordsjællands Politi henviser man til Statsadvokaten for særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK, der er kendt som Bagmandspolitiet.

- SØIK kommenterer generelt ikke på konkrete sager og kan derfor hverken be- eller afkræfte, om der er sag på det omtalte selskab, skriver kommunikationschef hos Anklagemyndigheden, Mogens Agger Tang, i en e-mail til Fagbladet 3F.

Silva Abedini lærer dansk på sprogkursus og forsøger nu at finde et nyt job i Danmark inden for marketing.