Gå til hovedindhold

Sushikæden Letz Sushi oplever at blive kontaktet af kinesiske sushikokke i Danmark, der gerne vil ansættes på beløbsordningen, men så arbejde mange flere timer.

Letz Sushi vil gerne ansætte sushikokke fra Kina, men har ikke råd til at gøre det på beløbsordningen.
Fagbladet3F

Sushikæden Letz Sushi er flere gange blevet kontaktet af kinesiske kokke i Danmark, der gerne vil ansættes på beløbsordningen.

Men kæden betaler normalt en sushikok 26-27.000 kroner om måneden. Beløbsordningen kræver en løn på 35.582 kroner om måneden. 

- Når vi fortæller, at vi ikke kan honorere den timeløn, fortæller de, at de gerne vil arbejde plus 50 timer for at holde timelønnen nede, og det har de gjort hos tidligere arbejdsgivere, siger Anders Barsøe, direktør i Letz Sushi, der består af 18 restauranter.

Senest er det sket flere gange dette efterår.

- Tidligere skete det langt oftere. Jeg har fornemmelse af, at det rygtedes i dele af det kinesiske miljø, at det kan man ikke her hos os. Vi plejer at informere om, at det kan vi ikke, da det ikke er lovligt, siger han.

Fagbladet 3F har afdækket, hvordan kinesiske kokke bliver udnyttet på restauranter i Danmark, mens myndighederne gennem flere år har mistænkt en systematisk svindel med opholdstilladelser, og at der kunne være tale om menneskehandel.

LÆS MERE: Kinesiske kokke bliver udnyttet på danske restauranter

Svindlen sker blandt andet ved, at kinesiske kokke på beløbsordningen tilbagebetaler løn til arbejdsgiveren, eller at ægtepar arbejder for én løn på beløbsordningen.

LÆS MERE: Kinesisk kok og hustru måtte arbejde syv dage om ugen på jysk restaurant

Sådan nogle historier har Anders Barsøe dog ikke hørt om.

- Men jeg er desværre ikke overrasket over, hvis det finder sted hos nogle arbejdsgivere, tilføjer han.

Direktør kritiserer ministers forslag

Letz Sushi vil ellers meget gerne ansætte kinesiske og asiatiske sushikokke, men har ikke råd til at gøre det på beløbsordningen, påpeger han. Derfor har han tidligere foreslået, at beløbsgrænsen sættes ned med 100.000 kroner, som Venstre tidligere har været fremme med forslag om.

- Vi mangler folk. Sushikokkene er vores akilleshæl, og vi vil gerne tiltrække arbejdskraft fra udlandet og gør det også, men hvis vi gør det på beløbsordningen, som den er i dag, vil det presse vores lønniveau op generelt, siger han og påpeger, at Letz Sushi som den eneste sushikæde har overenskomst.

Han er derfor også kraftig modstander af Udlændinge- og Integrationsminister Mathias Tesfayes (S) forslag om, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration skal kunne afvise kokke fra Kina alene på en formodning.

LÆS MERE: Tesfaye: Vi skal kunne afvise kokke på formodninger

- Jeg synes, det er at slå ned på de kinesere, der gerne vil til landet og arbejde, istedet for de arbejdsgivere, der hyrer dem under ulovlige vilkår, siger han.