Det sidste, som Søren Strebøl Larsen husker, er, at han sagde til sin kollega, at han ikke kunne få luft.
Så faldt han bevidstløs om – og tre-fire meter ned fra lastbilens tank. Med hovedet forrest.
Et øjeblik efter lå han på jorden med et kraniebrud bag venstre øre og blodet flydende fra hovedet. Ved faldet blev hans kæbeparti flækket og skubbet opad. Fire fortænder og en tand i undermunden blev slået ud. Begge kindben og kæbeskålen blev knust. Begge øregange og trommehinderne sprængt, og den nederste del af venstre lunge klappede sammen.

Efter arbejdsulykken var Søren Strebøl Lasen indlagt på Skejby Sygehus i cirka to uger, hvor han gennemgik to operationer. Foto: Privat
Farlige dampe
Ulykken skete ved 8.30-tiden den 29. april 2019. Dengang arbejdede den i dag 51-årige chauffør fra Grindsted for Skamstrup Entreprenører & Transport i Nordenskov i Sydvestjylland, som havde lejet ham og en gylletrailer ud til en maskinstation.
På ulykkesdagen skulle Søren Strebøl Larsen flytte gylle fra en gyllebeholder i Nørre Nebel. Da tanken på Søren Strebøl Larsens lastvogn var fyldt op med cirka 40 tons gylle, satte hans kurs mod en landmand, der skulle have gyllen ud på en mark, men på vejen sprang der et dæk, så han ikke kunne køre videre.
LÆS OGSÅ: Arbejdsgiver raser efter gylleulykke: – Jeg er ikke noget røvhul
Søren Strebøl Larsen ringede til Skamstrup Entreprenører & Transport, hvor hans kørselsleder gav ham besked på at tømme tanken over i en kollegas gylletrailer.
Under arbejdet med at pumpe gylle fra den ene tank over til den anden stod Søren Strebøl Larsen ved en luge oppe på den ene gylletrailer. En meter fra ham stod kollegaen. Det var helt vindstille, og ingen af dem havde en gasalarm på, der kunne advare om farlige dampe.
– Havde vi fået udleveret det, var ulykken aldrig sket, siger Søren Strebøl Larsen.

Ved faldet fik Søren Strebøl Larsen kraniebrud og en lang række andre alvorlige læsioner i hovedet og ansigtet, lige som hans venstre lunge klappede sammen. Foto: Privat
Forandret af ulykken
Han ænsede ikke noget, før det var for sent. Hans chokerede kollega så ham pludselig falde ned og lande på venstre side af hovedet.
Kollegaen slog straks alarm, og en ambulance og lægeambulance kom hurtigt til ulykkesstedet. Søren Strebøl Larsens tilstand var så alvorlig, at der også blev tilkaldt en lægehelikopter.
Søren Strebøl Larsen husker, at han kortvarigt kom til bevidsthed på grund af larmen fra helikopteren, og at redningsfolkene råbte ham ind i hovedet.
– De sagde, at de ville lægge mig til at sove. Så var jeg væk igen, siger Søren Strebøl Larsen.
Han blev lagt i kunstig koma og fløjet til Skejby Sygehus. Her var han indlagt i cirka to uger og gennemgik to operationer. I efteråret 2019 begyndte han at arbejde igen, og i januar 2020 var han tilbage på fuld tid. Det kunne han ikke holde til og måtte til sidst sige op.
– Før ulykken arbejdede jeg som en hest og 16 timer i døgnet. I dag kan jeg godt se, at jeg ikke skulle være gået så tidligt i gang, siger Søren Strebøl Larsen.
Han er stadig mærket af ulykken, der har forandret hans personlighed.
– Der er mange ting, som har ændret sig. Jeg bliver hurtigt træt, og min lunte er blevet ekstremt kort. Jeg bliver let irritabel og har svært ved at være sammen med mange mennesker, siger han.
Forlig udløser sekscifret beløb
Hans daværende arbejdsgiver fik et strakspåbud og en bøde af politiet efter ulykken. Søren Strebøl Larsen selv har foreløbigt fået vurderet et varigt mén på 25 procent. Den endelige vurdering af hans méngrad afventes fortsat.
Med hjælp fra 3F Varde-Billund stævnede han i begyndelsen af 2022 Skamstrup Entreprenører & Transport.
– Søren var slet ikke klar over, at der var et erstatningsansvar. Det fandt han først ud af, da han henvendte sig til os med sin arbejdsskadesag, siger socialrådgiver Benny Poulsen Madsen, 3F Varde-Billund.

– Min kone har været der for mig hele vejen igennem. Jeg er ikke så god til at læse, så hun har taget sig af al papirarbejdet i forbindelse med sagen, siger Søren Strebøl Larsen. Foto: Robert Attermann
Sagen har været behandlet ved Retten i Esbjerg og endte for nyligt i et forlig. Det betyder, at Søren Strebøl Larsen får 771.458 kroner for tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte. Plus renter, der forventes at løbe op i et betydeligt beløb.
– Det er en lettelse at få min arbejdsskadesag afgjort efter alle de år. Men når nogle spørger, om jeg ikke er glad for at få så mange penge, svarer jeg, at jeg gerne ville bytte med deres gode helbred, siger Søren Strebøl Larsen.
Han bærer ikke nag til sin tidligere arbejdsgiver.
– Det gider jeg ikke spilde min tid på, og det handler ikke om, at jeg skal have en masse penge. Jeg skal bare have det, som jeg har krav på. Ikke en krone mere, siger han.
Hårdt for ægteskabet
Ulykken har også kostet på hjemmefronten, hvor Søren Strebøl Larsens hustru Rikke har fået en anden mand hjem. Parret har en dreng på ti år. Desuden har Søren Strebøl Larsen fire børn fra tidligere forhold.
– Det har været hårdt, men de har klaret det virkelig godt, og vi har været meget gode til at finde ud af det. Min kone og jeg har gået til psykolog for at komme videre, og vi taler helt åbent om, hvad der er sket, siger Søren Strebøl Larsen.
– Min kone har været der for mig hele vejen igennem. Jeg er ikke så god til at læse, så hun har taget sig af alt papirarbejdet i forbindelse med sagen, siger han.

Når der er nogle, som spørger Søren Strebøl Larsen, om han ikke er glad for at få så mange penge, svarer han, at han gerne vil bytte med deres gode helbred. Foto: Robert Attermann
Nyder sit eget selskab i førerhuset
Ulykken har fået Søren Strebøl Larsen til at lægge sin livsstil lidt om.
– Det gode er, at jeg holdt op med at ryge. Det har jeg ikke gjort siden den dag, siger han.
I dag er Søren Strebøl Larsen ansat hos en vognmand, der kører for DSV.
Gylletraileren er skiftet ud med en lastvogn med anhænger og presenning, og Søren Strebøl Larsen kommer rundt i hele Danmark og dele af Sverige, hvor han henter og bringer gods, der skal sendes videre til Italien.
– Jeg er meget glad for mit job. Der kan jeg bare passe mig selv. Det har jeg det rigtig godt med, siger han.

