Selvom mange flere unge i dag kommer på universitetet end tidligere, er billedet stadig det samme som for 10, 20 eller 30 år siden: Børn af veluddannede får i højere grad en uddannelse end børn af kortuddannede eller ikke-uddannede.

Beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser, at en tredjedel af underklassens børn ender i dag selv i underklassen. For 10 år siden var det en fjerdedel af børnene fra underklassen, som selv var i underklassen som voksne.

- Den sociale baggrund er den mest betydningsfulde faktor for, hvor børn ender i tilværelsen. Et barn fra en akademikerfamilie har for eksempel fem gange så stor sandsynlighed for at få en universitetsuddannelse som et barn fra arbejderklassen, siger Jens-Peter Thomsen.

Han er seniorforsker hos Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, og forsker især i social ulighed og social mobilitet i uddannelsessystemet.

Tilbage i 1960’erne skete der en eksplosion i uddannelsesmulighederne. En stor andel af arbejderklassens børn kom ind på de videregående uddannelser.

- Men siden har man ikke kunnet taget et tilsvarende ryk, og det generelle ulighedsmønster er ret stabilt og har været det længe, forklarer Jens-Peter Thomsen.

Det kaldes “social mobilitet”, når for eksempel den ufaglærtes søn træder op ad den sociale rangstige og kommer på universitetet og læser til læge.

Men denne mobilitet er der altså ikke så meget turbo på. Der er stadig en stærk sammenhæng mellem, hvilken socialklasse man vokser op i, og hvor man havner som voksen.

Lavere uddannelsesforventninger

En af de primære årsager til, at der bliver ved med at være den store forskel, er, at det i særlig grad er middelklassens børn, der har været rigtig gode til at uddanne sig og medvirke til den generelle uddannelsesstigning. Børn af kortuddannede har også fået andel i stigningen, men slet ikke i samme grad.

Det skyldes blandt andet, at uddannelsesforventningerne hos ufaglærte generelt er lavere, og dén familiekultur smitter af, forklarer Jens-Peter Thomsen.

- Når vi interviewer de unges forældre, kan vi høre, at alle, uanset baggrund, vil det bedste for deres børn. Men forældre, der er kortuddannede, kender ikke til, hvorfor uddannelse har så stor en betydning. De kan derfor ikke hjælpe og vejlede deres børn på samme måde, og de er også mere fremmede, i forhold til hvorfor uddannelse skal fylde så meget, siger Jens-Peter Thomsen.

- Så selvom børn af arbejderklassen får samme gode karakterer, er de altså mindre tilbøjelige til at udnytte deres potentiale end børn fra middelklassen, forklarer han.

Evner skal bestemme positioner

I øjeblikket skriger arbejdsmarkedet jo på faglært arbejdskraft. Så hvorfor er det overhovedet så vigtigt, at børn af kortuddannede kommer ind og får en universitetsuddannelse?

- Når vi fokuserer så meget på sandsynligheden for, at børn af ufaglærte kan opnå en videregående uddannelse, så handler det om, at vi måler temperaturen på, hvor åbent samfundet er. Vi vil gerne, at folk kan fordele sig rundt på forskellige poster i samfundet, uafhængig af deres sociale baggrund. Alle med evnerne til det skal kunne nå den position, de ønsker, og vi synes, det er ønskværdigt, at det ikke kun er dommerbørn, der bliver dommere, og lægebørn, der bliver læger, forklarer Jens-Peter Thomsen.

Men social mobilitet gælder også den anden vej rundt: Hvis der skal flere børn af kortuddannede på universiteterne, skal der også flere akademikerbørn ud på erhvervsskolerne.

- Men som det ser ud i dag, er sandsynligheden for, at et barn af en akademiker tager en erhvervsuddannelse, virkelig lille. Hvis man fik brudt det mønster, ville der også åbne sig nogle pladser på de videregående uddannelser til de kortuddannedes børn, konstaterer Jens-Peter Thomsen.