Retssagen mod det omstridte transportfirma Kurt Beier Transport A/S for grov udnyttelse af filippinske chauffører kommer for retten i Sønderborg, der har afsat 15 retsdage til sagen. Domsmandssagen bliver indledt mandag 10. maj, og der ventes dom i løbet af august.
Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi rejste allerede i juli 2020 tiltale mod Kurt Beier Tranport A/S og flere chefer for overtrædelse af straffeloven.
Risikerer seks års fængsel
Den tungeste tiltale er for “åger af særligt grov beskaffenhed” i sagen om de filippinske lastbilchauffører, der boede i en slumlejr på firmaets område i Padborg. Tiltalen kan give op til seks års fængsel.
Vognmandsfirmaet er også tiltalt for en række andre lovbrud: overtrædelse af udlændingeloven, brud på bygningsreglementet og overtrædelse af byggeloven.
Fagbladet 3F afslørede sagen
Sagen startede, da Fagbladet 3F i oktober 2018 afslørede, at der på skift boede op til 200 filippinske og srilankanske lastbilchauffører i Kurt Beier Transport A/S’ lejr ved Padborg nær grænsen til Tyskland.
Mange boede i beskidte containere med fugt og mug på væggene, andre i kolde lastbilanhængere med plastpresenninger over. De arbejdede mange timer bag lastbilrattet på de europæiske veje til en løn på 15-20 kroner i timen og blev behandlet dårligt.
Dagen efter afsløringen ransagede Syd- og Sønderjyllands Politi lejren. Og efterfølgende afgav de 26 udenlandske chauffører, der var til stede i lejren på tidspunktet for ransagningen, forklaring til politiet.
Sagen blev siden politianmeldt af Center mod Menneskehandel, der i november konkluderede, at lastbilchaufførerne var ofre for menneskehandel til tvangsarbejde, og tog dem under deres beskyttelse. Politiet har dog opgivet at rejse sag mod vognmandsfirmaet for menneskehandel.
Det har i dag ikke været muligt at komme i kontakt med direktøren for Kurt Beier Transport A/S, Karsten Beier, for en kommentar til den kommende straffesag.


