Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 90 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 91 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 92 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
TEMA
Slikfusk
TEMA
Slikfusk

Østre Landsret har idømt en tidligere slikgrossist en millionbøde og en betinget fængselsstraf. Manden er dømt for manglende betaling af moms og chokoladeafgifter til statskassen.

En 47-årig tidligere slikgrossist, der handlede med varer fra Mars Danmark, er blevet dømt til at betale godt 10 millioner kroner i bøde og erstatning i sag om slikfusk.
arkiv

Godt 10 millioner kroner i bøde og betaling af erstatning til statskassen. Samt et år og ni måneders betinget fængsel med samfundstjeneste og prøvetid.

Sådan lyder straffen til den tidligere slikgrossist Peter Blædel Frederiksen, efter at Østre Landsret nu har stadfæstet Retten i Lyngbys dom i en sag om fusk med slik. Det fremgår af Østre Landsrets dombog.

Den 47-årige mand fra Virum blev i byretten dømt for at have unddraget statskassen for over seks millioner kroner i moms og afgifter for godt 179 ton slik og chokolade. Unddragelsen skete fra slutningen af januar 2012 til slutningen af januar 2013.

Billige varer

Østre Landsret skriver i dommen, at det var Peter Blædel Frederiksen, der bestilte chokoladevarerne hos et tysk selskab. At han var klar over, at der hverken var betalt dansk chokoladeafgift eller moms. Og at det var hans ansvar, at der skulle have været betalt afgift og moms til statskassen.  

Peter Blædel Frederiksen oplyser til Fagbladet 3F, at han “ingen kommentarer” har til dommen.

Den dømte, tidligere direktør og stifter af firmaet Dansk Slikkompagni havde nægtet sig skyldig i sagen.

Peter Blædel forklarede i retten, at det ikke var ham, der havde indberettet nul i moms og chokoladeafgift til Skat. I realiteten havde han aldrig været direktør i firmaet, men snarere bare ansat, forklarede den dømte.

Den tidligere slikgrossist havde tænkt, at de købte chokoladevarer var billige. Men det gav ham ikke anledning til at overveje, om der ikke var afgift på varerne, forklarede han i retten.

Slikgrossisten overvejede slet ikke, at der kunne være tale om tyske varer, der ikke var belagt med chokoladeafgift, lød hans forklaring i retten.

Der blev handlet med varer fra Mars Danmark.

Gode forhold

Den dømtes straf er blevet gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Det skyldes lang sagsbehandlingstid samt den dømtes “gode personlige forhold og sagens omstændigheder i øvrigt”, fremgår det af dombogen.

Peter Blædel Frederiksen er ikke tidligere straffet.

Fagbladet 3F har forgæves forsøgt at få kommentarer fra sagens anklager, som ifølge Statsadvokaten i København ikke er på arbejde i denne uge.