Murere, tømrere, stillads- og betonarbejdere og andre håndværkere, der har et hårdt fysisk arbejde og ofte døjer med nedslidning, har brug for et bedre arbejdsmiljø – ikke at få frataget en helligdag.
Sådan lyder reaktionen fra Claus von Elling, formand for 3F Byggegruppen og talsmand for knap 60.000 bygningsarbejdere, ovenpå den nytiltrådte SVM-regerings planer om at afskaffe store bededag og lade alle danskere arbejde en dag mere.
– Det ligger et skidt signal i at ville afskaffe en helligdag, når vores medlemmer bliver nedslidte og ønsker sig mere frihed. Mange i samfundet kæmper også med stress, og fra flere sider er der ønsker om en 30 timers arbejdsuge, og det rimer ikke særligt godt med at afskaffe en fridag, siger Claus von Elling.
Vil kæmpe for helligdag
Regeringens ønske om at sløjfe store bededag eller en anden helligdag handler om at øge arbejdsudbuddet, altså skaffe flere hænder til det danske arbejdsmarked, og falder sammen med overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked, som begynder først i det nye år.
Flere ledende skikkelser i fagbevægelsen har allerede meldt klart ud, at de vil kæmpe for at bevare helligdagen.
LÆS OGSÅ: Fagbevægelsen raser over fjernelse af helligdag
Byggeformanden Claus von Elling ser også helst, at regeringen ikke blander sig i forhandlinger om arbejds- og helligdage, som traditionelt er et anliggende for lønmodtagerne og arbejdsgiverne.
Slidsomme arbejdsforhold
Bygningsarbejdere er en af de faggrupper, der har de mest slidsomme arbejdsforhold og er udsat for flest arbejdsulykker. Hvis statsminister Mette Frederiksen (S) og resten af regeringen kommer igennem med ønsket om at afskaffe eksempelvis store bededag, så vil det konkret betyde, at mange håndværkere får en ekstra arbejdsdag, og de får ikke det helligdagstillæg, som de ellers ville have fået.
Striden om helligdagen er bare en af mange udfordringer, når Claus von Elling til januar sætter sig over for sin modpart fra DI Byggeri og påbegynder forhandlingerne om løn- og arbejdsvilkårene i den danske byggebranche.
Overenskomstforhandlingerne indledes nemlig på et bagtæppe af stigende ledighed inden for byggefagene. Efter en årrække med fuld damp på byggeriet har mange byggefirmaer nu tomme ordrebøger, og det forventes, at tusindvis af bygningsarbejdere vil miste deres job i de kommende år.
– Vi kan allerede nu se, at der er et stigende antal danske håndværkere, som mister jobbet samtidig med, at der fortsætter med at komme flere udlændinge til byggebranchen. Det så vi også under finanskrisen. Det er en giftig udvikling, fordi de udenlandske bygningsarbejdere ofte arbejder til nogle meget lave lønninger, som undergraver hele branchen, siger Claus von Elling.
Frygter endnu mere udenlandsk arbejdskraft
Særligt de nye regeringspartier Venstre og Moderaterne har gjort det klart, at der skal åbnes op for mere udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for EU, og Claus von Elling forudser derfor, at det kan blive dyrt at afvise ønsket om at fjerne en helligdag fra kalenderen.
– Det handler jo i sidste ende om udbud af arbejdskraft, og her er vores frygt, at der kommer endnu mere udenlandsk arbejdskraft, hvis ikke vi går med til at afskaffe en helligdag, siger han.
Tal fra 3F Byggegruppen viser, at udenlandske bygningsarbejdere i gennemsnit får 12-13 procent mindre i løn end de danske.

