Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

Notice: Undefined index: und i include() (linje 7 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--link-to-article.tpl.php).

Fiskere fra Ghana måtte også arbejde på havnen i Thyborøn på helligdage - kun juledag fik de somme tider fri, fortæller en af dem i Retten i Holstebro.

Den 57-årige Reuben Kotei er hele dagen blevet afhørt i Retten i Holstebro, først af anklageren og dernæst af de to forsvarere for hans tidligere arbejdsgiver, der er tiltalt for menneskehandel.
arkiv/Michael Drost-Hansen

En vestjysk skibsreder forsøgte at isolere to ghanesere, som arbejdede for ham i tre et halvt år i Thyborøn. Han advarede dem mod at tale med andre.

Det indtryk gav en ghanesisk fisker i dag i Retten i Holstebro. Han berettede om en episode, hvor hans kollega ville sende ekstra penge hjem til sin familie. Det forsøgte han at få en anden person til at hjælpe sig med. Men det opdagede skibsrederen.

- Vores chef sagde så, at vi skulle være opmærksomme på, hvor tæt vi kom på andre mennesker. Han sagde, at hvis vi havde brug for noget, så skulle vi tale med ham, fortalte Reuben Kotei og fortsatte:

- Derfor skulle vi ikke tale med andre mennesker. I stedet ville han hjælpe os.

Skibsrederen er tiltalt for menneskehandel med krav om fængsel. Ghaneserne rejste til Danmark med løfte om, at de skulle hente et skib, som de skulle fiske med ved Afrika. Men de kom i stedet til at arbejde i Thyborøn i tre et halvt år med en løn langt under dansk niveau.

Fik nej til at holde fri på danske helligdage

Ghaneserne arbejdede fra syv om morgenen til 18 om aftenen seks dage om ugen. De holdt fri om søndagen, men de skulle også arbejde på danske helligdage.

- Vi spurgte, om vi kunne få fri på helligdage, men det sagde chefen nej til. Kun juledag holdt vi fri et par af årene, fortalte Reuben Kotei.

Løn langt under det lovede

Fiskerne kom til Danmark i slutningen af 2016. Reuben Kotei fortalte, at de var lovet en løn på 2.500 euro om måneden, når de vendte hjem til Afrika for at fiske. Men efter ankomsten til Thyborøn fik de kun 1.000 euro for arbejdet i Danmark.

Lidt senere bad de om lønforhøjelse. Så fik de 1.200 euro.

- Det var alt, sagde Reuben Kotei.

Samlede flasker i fritiden

I gennemsnit har hver af ghaneserne sendt omkring 1.500 euro hjem til familien om måneden. De ekstra penge skaffede de ved at samle flasker i fritiden:

- Vi fik også somme tider en bonus af chefen. Det skete, hvis vi fortsatte med at arbejde et vist antal timer.

Ghaneserne bankede rust og malede på skibsrederens fartøjer. De lavede også net, wirer og kabler. Det skete dels på skibene og dels på skibsrederens lager. De arbejdede altså med meget andet end at klargøre til at sejle til Afrika.

Det var skibsrederen, der stod for pengeoverførslerne. Ifølge Reuben Kotei var hans familie helt afhængig af pengene. Han har både kone og børn i Afrika. Ingen af dem har han set siden 2016.

Holdt hen med løfter

Det trak ud og trak ud med, at afrikanerne skulle sejle tilbage til Afrika. De troede hele tiden, at det ville være inden for nogle måneder.

- Hvorfor blev I ved med at vente og vente, spurgte anklageren.

- Vores chef lovede hele tiden, at vi skulle tilbage til Afrika, svarede Reuben Kotei.

- Hvis I havde vidst i 2016, at I skulle ende med at blive i Danmark i tre et halvt år, ville I så være rejst herop?

- Nej, det ville jeg ikke. Det er alt for lang tid at være væk fra sin familie, svarede Reuben Kotei.

Stor respekt for arbejdsgivere

Ghaneserne har stor respekt for deres arbejdsgivere. Reuben Kotei fortalte, at de ikke sætter sig op mod en chef:

- I vores kultur er vi opdraget til at respektere vores arbejdsgiver.

Reuben Kotei fortalte også om, at skibsrederen tog med dem på indkøb. Så betalte chefen for varerne ved kassen.

Tiltalt skibsreder sendt ud af retten

Skibsrederen har ikke været til stede i retssalen i dag. Han lytter til retsmødet fra et andet lokale i retsbygningen. Det har dommeren besluttet.

57-årige Reuben Kotei fortalte ved starten, at han har svært ved at udtrykke sig, hvis skibsrederen er til stede i retssalen.

- Når han ikke er til stede, kan jeg bedre fortælle, sagde Reuben Kotei.

Dommen falder først i november

Afhøringen af Reuben Kotei foregår på engelsk og med en tolk til at oversætte til dansk. Det tager ekstra tid, og de planlagte tre retsdage er udvidet til fem dage.

Det næste retsmøde finder først sted 3. november. Det sidste retsmøde foregår 5. november, men det er uvist, om dommen afsiges den dag eller først senere.

Menneskehandel kan straffes med fængsel i op til 10 år. Derudover er der stillet krav om erstatning til ghaneserne på et millionbeløb.