Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 90 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 91 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 92 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).

Flere små virksomheder undgår kontrol, fordi Skat oftere går efter de store virksomheder.

Skat går efter de store fisk. De små går fri.
FOTO: Arkiv / Polfoto

Mens hr. og fru Danmark kan regne med at høre fra Skat, hvis de skylder 100 kroner, er livet blevet lettere for slyngler, sjovere og snydepelse i små selskaber.

Direktør for Indsats i Skat, Jim Sørensen, forklarer, at skattevæsenet i dag laver mindre kontrol i små selskaber end for nogle år siden. Ændringen skyldes, at de i dag går efter “mere væsentlige fejl i større virksomheder”.

- På den måde er kontroltrykket på små virksomheder, der laver bevidste unddragelser, langt lavere end tidligere, siger han.

Det er derfor, at en blomsterhandler fra Kolding som Leif Johansen med et langt synderegister flyver under Skats radar.

Går efter de store fisk

I dag går Skat i stedet efter områder, hvor effekten “i forhold til de samlede skatteindtægter” er større. 

- Jeg erkender blankt, at når vi ikke nedprioriterer den organiserede svig, så er der en lang række mindre virksomheder, som har lavere risiko for at blive udtaget til kontrol sammenlignet med tidligere. Dermed også de virksomheder, der snyder, siger han.

Adspurgt om han frygter, at det rykker ved danskernes skattemoral, når flere småfuskere går fri, svarer han, at det er væsentligt for borgernes og virksomhedernes velvilje, at kontrollen opleves både “rimelig og retfærdig”:

- Det er vigtigt at fremhæve, at Danmark er kendetegnet ved en høj skattemoral. Borgere og virksomheder i Danmark er i høj grad indstillet på at betale den korrekte skat.