Færdselsstyrelsen skærper kontrollen med, om vognmænd og chauffører overholder bestemmelserne om køre- og hviletid. Der vanker kæmpebøder til synderne.
Vognmænd og chauffører, der snyder med reglerne om køre-hvile-tid, skal kigge en ekstra gang i bakspejlet i år.
Fra 1. april holder Færdselsstyrelsen nemlig et ekstra vågent øje og skærper kontrollen med, om chaufførerne holder pauser efter reglerne og ikke sidder for længe bag rattet.
Forhandlingssekretær Kim René Busch fra 3F Transport ser frem til øget kontrol.
- Reglerne om køre-hvile-tid er indført på grund af trafiksikkerheden. Men også for at beskytte chauffører mod at blive presset og misbrugt af arbejdsgiverne til at køre for længe, siger Kim René Busch.
Pauser og køretid registreres af køretøjets digitale tachograf, der registrerer alle bilens og chaufførens data elektronisk.
Færdselsstyrelsen oplyser, at de kontrollerer cirka 1.000 virksomheder årligt, hvor de tjekker køretøjernes elektroniske data. Men chaufførerne kan også blive stoppet i en af politiets kontroller ude på vejene, hvor dataene tjekkes på stedet.
Færdselsstyrelsen pointerer, at det øgede fokus skal ses i lyset af vedtagelsen af EU's Vejpakke. Hensigten med den omfattende Vejpakke er at bekæmpe piratkørsel og social dumping på de europæiske landeveje.
Styrelsen oplyser, at der ikke vil ske store forandringer i forhold til antallet af kontroller og bemanding, men der vil i de enkelte tilsyn være en skærpet kontrol. Det betyder, at styrelsen under selve tilsynet af transportfirmaerne vil have øget fokus på kontrol af overtrædelse af reglerne om køre-hvile-tid.
Voldsomme overtrædelser
Kim René Busch understreger, at der er god brug for den øgede kontrol.
- Vi har jo set en række eksempler med voldsomme overtrædelser af reglerne, hvor der falder store bøder, siger han og henviser blandt andet til en aktuel sag fra december 2020, hvor en bulgarsk chauffør gik i myndighedernes net.
Tungvognscenter Øst fra Midt- og Vestsjællands Politi afslørede chaufføren i alvorlige overtrædelser af køre-hvile-tidsreglerne i en kontrol ved en motorvejsafkørsel syd for København.
Lastbilchaufføren havde blandt andet siddet bag rattet i mere end 19 timer på et døgn, og chaufføren og hans vognmand står ifølge politiets døgnrapport til en samlet bøde på 200.000 kroner.
Kørte 63 timer uden pause
Straffen for en af de helt slemme overtrædelser blev takseret af Retten i Kolding. Her fik en 46-årig chauffør 70 dages betinget fængsel, to års frakendelse af kørekort til lastbil og en bøde på 317.500 kroner for at overtræde køre-hvile-tidsbestemmelserne med 532 procent.
Det betød, at chaufføren i alt kørte 63 timer og 16 minutter, inden han holdt en pause, der var lang nok til, at kunne kaldes for et hvil.
Et andet eksempel fra 2020 gjaldt en estisk og en lettisk lastbil, der begge blev rutinemæssigt kontrolleret af Tungvognscenter Nord fra Nordjyllands Politi.
De to lastbiler fik bøder på 105.000 og 106.000 kroner primært for at overtræder reglerne for køre-hvile-tid, oplyser lederen af Tungvognscenter Nord, politikommissær Claus Kjær-Pedersen:
- Bøderne blev tildelt, fordi chaufførerne fulgte efter deres lastbiler i personbil, når de ikke selv kørte lastbilen. Det betragtes ikke som hviletid, understreger politikommissæren.
Det er politiets tre tungvognscentre i øst, nord og syd, der kontrollerer, om reglerne for lastbilkørsel i Danmark bliver overholdt ude på vejene.