Gå til hovedindhold

Før valget lovede socialdemokratiet, at der skulle afsættes 250 millioner kroner årligt til at bekæmpe social dumping. I regeringens udspil til en ny finanslov er der kun afsat 171 millioner kroner.

Regeringens finanslovsudspil indeholder "slet ikke nok midler til kontrol og kamp mod social dumping", mener 3F-forbundssekretær Henning Overgaard.

250 millioner kroner hvert år.

Så mange penge lovede Socialdemokratiet under valgkampen i juni at afsætte til de danske myndigheders indsats mod social dumping og illegal arbejdskraft.

Forslaget indgik i en helhedsplan for dansk udlændingepolitik.

Mindre end et halvt år efter har partiet skiftet holdning til, hvor meget der skal bruges på at forhindre arbejdsgivere i at hyre for billig arbejdskraft og snyde i skat.

Med finanslovsforslaget for 2020 er der i alt afsat 171 millioner kroner til indsatser mod social dumping til næste år. Det fremgår af en opgørelse, som Beskæftigelsesministeriet har foretaget for A4 Arbejdsliv.

LÆS OGSÅ: Socialdemokratiet lover en milliard til at bekæmpe social dumping

Dermed er der på regeringens forslag til finansloven afsat 79 millioner kroner mindre end det beløb, som S lovede under valgkampen. Det vækker harme i blandt andet støttepartiet SF.

- Men det gør det bare til en endnu højere prioritering for SF at sikre flere midler til den her indsats, og vi har tænkt os at sømme socialdemokraterne op på væggen, indtil de giver sig, og sømme dem fast på det løfte, de gav under valgkampen, understreger beskæftigelsesordfører Karsten Hønge overfor A4 Arbejdsliv.

3F: Ikke nok

Også hos fagforbundet 3F er der bekymring.

- 3F er opmærksom på, at regeringens finanslovsudspil slet ikke indeholder nok midler til kontrol og kamp mod social dumping, udtaler forbundssekretær Henning Overgaard til Fagbladet 3F.

Han er dog optimist i forhold til, at flere penge kan findes inden den socialdemokratiske regerings første finanslov lander i sin endelige form.

- Vi holder et vågent øje med forhandlingspuljens 2,1 milliarder, hvor vi forventer, at forhandlingsforløbet munder ud i en aftale, der særligt styrker bevillingerne til den fælles myndighedsindsats mod social dumping, siger han.

LÆS OGSÅ: Hver anden bryder reglerne: Skattesnyd for 730 millioner blandt udenlandske firmaer

Henning Overgaard bakker op om SF's målsætning om at få afsat flere penge til indsatser mod social dumping på den endelige finanslov. 

- De politiske meldinger om et bevillingsniveau på 250-280 millioner årligt, der målrettes myndighedernes ansvar og kontrol overfor social dumping, matcher 3F’s vurdering af det, der skal til for at tage kampen op med de stigende udfordringer. Så det hilser vi meget velkomment, siger han til Fagbladet 3F.

Minister lover: Kun første skridt

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) fastholder i et mailsvar til A4 Arbejdsliv, at regeringens “politik og ønske om at styrke kampen mod social dumping er uændret.”

- Men vi bliver nødt til at tage et skridt ad gangen og kan desværre ikke løse alle problemer på én gang. Så i første omgang styrkes Arbejdstilsynets indsats i 2020, mens politiets og Skattestyrelsens indsatser videreføres, forklarer Peter Hummelgaard med henvisning til forliget om en styrket arbejdsmiljøindsats, som alle partier på nær Enhedslisten indgik i april i år.

LÆS OGSÅ: Drøje hug til forlig om social dumping

Her blev det aftalt, at Arbejdstilsynet skulle have en økonomisk saltvandsindsprøjtning på i alt 460 millioner kroner frem til 2022.

- Det indebærer samlet set en mindre forhøjelse af bevillingen til indsatsen mod social dumping, og det er jeg glad for som et første skridt, lyder det fra beskæftigelsesministeren.

EL: S må leve op til løfter

SF vil gå ind til de kommende finanslovsforhandlinger med et mål om at sikre en bevilling på i alt 280 millioner kroner til myndighedernes kamp mod social dumping i 2020.

Hos et andet af regeringens støttepartier, Enhedslisten, er man også skuffet over regeringens udspil for indsatsen mod snyd på arbejdsmarkedet.

- Jeg synes bare, at det er ærgerligt, at Socialdemokratiet ikke som udgangspunkt lægger op til det, som de selv har sagt, siger partiets social dumping-ordfører, Victoria Velasquez.