Peter KeidingTopforhandlere fra 3F og DI sidder med ved det centrale forhandlingsbord, når spillet om nye aftaler i industrien starter onsdag.
Den næste måned bliver afgørende for, hvordan løn og øvrige arbejdsvilkår kommer til at se ud for operatører, smede og mange andre de kommende år.
Når forhandlingerne om nye overenskomster i industrien onsdag starter op i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København, er der fire personer samlet i det centrale forhandlingsudvalg indtil en forventet aftale i midten af februar.
Mød forhandlerne her.
Nye dreng i klassen
Vi starter hos arbejdsgiverne. Her skal DI’s nye administrerende direktør, 56-årige Lars Sandahl Sørensen, sidde for bordenden for første gang. Han har kun været i organisationen i et halvt år, siden han forlod sit job som direktør i SAS.
- Han er kommet lidt sent til, og det er et ret omfattende forløb, han skal i gang med. Men DI er en stor organisation med mange ressourcer, siger Søren Kaj Andersen, centerleder ved FAOS på Københavns Universitet.
Hvad Lars Sandahl Sørensen mangler af erfaring, har hans højre hånd til gengæld. DI’s viceadministrerende direktør, 58-årige Kim Graugaard, har været i organisationen siden 1993 og været i maskinrummet for en lang række overenskomstforhandlinger.
Fleksibilitet på hylderne
Både arbejdsgivere og fagbevægelse holder kortene tæt til kroppen, når det handler om at fortælle om de konkrete ønsker til kommende overenskomster.
Men der er ingen tvivl om, at de gode tider de senere år har opbygget en forventning om store lønstigninger fra fagbevægelsens side. Her vil DI, ifølge Søren Kaj Andersen, forsøge at holde igen, blandt andet med argumenter om at sikre konkurrenceevnen.
Søren Kaj Andersen peger også på en anden klassiker fra arbejdsgiversiden:
- Fleksibilitet er en vare, som man er sikker på at finde på hylderne hver gang. De vil ofte sætte diskussion om arbejdstid på dagsordenen, siger han.
En joker fra arbejdsgiverne er øremærket barsel til fædre. Her var Lars Sandahl Sørensen ude med markante udmeldinger i slutningen af 2019, og spørgsmålet er, i hvilket omfang det vil blive bragt med til forhandlingsbordet.
Penge til at få øje på
Hos fagbevægelsen skal en række forbund med ansatte i industrien indgå aftaler: HK, Dansk El-Forbund, Teknisk Landsforbund med videre.
Men det er to repræsentanter for de største fagforeninger inden for industrien, der forhandler på vegne af alle de 230.000 arbejdere, som skal have nye overenskomster: Den ene er Claus Jensen, 55 år og formand for Dansk Metal. Den anden Mads Andersen, formand for 3F Industri, 50 år.
Selvom de kommer fra forskellige forbund, hvor 3F for eksempel har langt flere ufaglærte end Metal, taler de med fælles stemme her, som repræsentanter for CO-industri, en paraplyorganisation for ansatte i industrien.
Søren Kaj Andersen peger på udvidelse af den økonomiske ramme som et krav fra fagbevægelsen.
Uddannelse står meget højt på fagbevægelsens ønskeliste. Her introducerede man i 2017 Aftalt Uddannelse, som et redskab, der skal få flere til at blive faglærte.
- Det, regner jeg med, vil køre videre. Det har en høj prioritet og tager noget tid for alvor at løbe i gang, siger Søren Kaj Andersen.
Endelig er der den såkaldte fritvalgskonto, som der også er ønske om at udvide.
- Den er populær, fordi den rummer penge, der er til at få øje på. Men det kan også være svært for arbejdsgivere, som ikke vil presse lokale forhandlinger, hvor lønnen bliver endelig aftalt, siger Søren Kaj Andersen.
Røde linjer
Når industrien forventeligt når frem til en aftale i næste måned, er der tale om et “gennembrudsforlig”. Altså en aftale, som chauffører, murere, butiksansatte og andre af de 600.000 privatansatte skal læne sig op ad, når deres aftaler skal forhandles på plads.
Årsagen er, at industrien repræsenterer brancher, som eksporterer meget, og dermed er bedst til at afgøre, hvor lønningerne skal ligge i forhold til den internationale konkurrence.
- Der er ingen tvivl om, at der bliver tænkt ganske meget over, hvad der er i spil på andre områder. Det er på forhandlernes skuldre på forhandlingsbordet. Men der er selvfølgelig nogle røde linjer, hvis forhandlerne vurderer, at det ikke meningsfuldt kan komme med i aftaler på industriens område, siger Søren Kaj Andersen.
