Morten Halskov
Asger Havstein EriksenTEMA
Slumlejren
Filippinske lastbilchauffører forlader hjemlandet til fordel for en tilværelse som billig arbejdskraft i Europa eller Mellemøsten.
I de seneste 12 år har 38-årige Joven Sedillo været lastbilchauffør i Filippinerne. Men nu skal det være slut.
Han drømmer i stedet om at køre lastbil i Dubai i Mellemøsten. For i Dubai vil hans løn som lastbilchauffør være højere end den, som han nu tjener i Filippinerne.
- Min løn er lav i forhold til andre, fordi den er baseret på køreture. Lønnen er kun lige nok til, at vi kan leve. Vi kan ikke spare penge op. Der er ikke nok til, at vores datter kan komme på universitetet, siger Joven Sedillo.
- Drømmen er, at vores barn skal få en højere uddannelse, så hun kan få et ordentligt job, siger chaufføren.
Savn
Joven Sedillo oplyser, at han i nogle uger tjener i alt 4.500 filippinske pesos. Det svarer til cirka 560 kroner. I begyndelsen af december tjente han dog 18.000 pesos på en hård uge - eller cirka 2.245 kroner.
I Dubai kan chaufføren tjene minimum 35.000 pesos om måneden - knap 4.370 kroner - fortæller han.
- Jeg vil selvfølgelig komme til at savne min hustru og vores datter. Men jeg er nødt til at gøre det for vores datters skyld. Hvis jeg består en helbredsundersøgelse i januar, er det helt sikkert, at jeg tager af sted, siger Joven Sedillo om chaufførjobbet i Dubai.
Hans 34-årige hustru, Hazel Sedillo, tilføjer:
- Det bliver meget trist, fordi så skal vi ikke længere være sammen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Tæt trafik
Indtil videre fortsætter Joven Sedillo dog med at køre ture i lastbil fra Filippinernes hovedstad, Manila, til forskellige provinser i den asiatiske østat med cirka 105 millioner indbyggere.
Chaufføren er væk fra familien i op til tre dage ad gangen. Ofte kører han i lastbilen fra midnat til klokken fem om morgenen. Det skyldes, at det er forbudt at køre lastbil fra klokken seks om morgenen til klokken ti om aftenen på grund af trafik, fortæller han.
- Det er ikke et nemt job. Der er meget tæt trafik. Og vi er sultne, fordi vi skal nå at køre turene. Det giver krampe i maven, siger Joven Sedillo.
- Det værste er, når man er virkelig søvnig. Jeg har prøvet at falde i søvn bag rattet flere gange, men der skete ikke noget, siger han.
Chaufføren forklarer, at det er trættende at køre flere dage ad gangen. Og at det på køreturene er meget varmt at sove i lastbilens førerhus, fordi der ikke er aircondition.
Kiosk på værelset
Når Joven Sedillo ikke er på langfart, bor han på et værelse, der ikke er mere end dobbelt så stort som lastbilens førerhus. Her lever chaufføren sammen med sin hustru og deres 12-årige datter, Eureka, der går i sjette klasse.
Ud over at være familiens hjem er værelset også en kiosk for de andre beboere i den chaufførlejr i Manila, hvor de bor. Familien sælger blandt andet chips og slik i kiosken. Salget kan indbringe 10.000 pesos om måneden - cirka 1.250 kroner - fortæller Hazel Sedillo, der ikke har noget andet arbejde.
Joven Sedillo fortæller, at det er hans arbejdsgiver, der ejer værelset, hvor de bor. Familien betaler 300 pesos om måneden for el og for at bo i værelset i chaufførlejren.
(Artiklen fortsætter under billedet)
36 år i lejren
Ud over familien Sedillo bor cirka 50 andre personer i chaufførlejren i Manila. De bor på små værelser under bliktag ved siden af store dæk og lastbiler med containere.
En 57-årig mand, der præsenterer sig som Mr. Barnes, fortæller, at han har boet i lejren i 36 år. Han arbejder som servicechauffør.
I lejren bor også den 55-årige lastbilchauffør Rufo Casavarde. Han har arbejdet 30 år som chauffør og har seks børn i alderen 16 til 27 år med sin hustru, der arbejder som tjener.
Han kører med containere fra Manilas store containerhavn, og det betyder kostbar ventetid for ham.
- Vi har mange problemer med ventetid på containerhavnen. Når jeg afleverer en container på havnen, skal jeg have en med tilbage, og lige nu har jeg ventet seks dage på en returcontainer. Vi får ingen løn, når vi holder stille, siger Rufo Casaverdes, der oplyser, at hans ugeløn svinger mellem 6.000 og 13.000 pesos, svarende til mellem 750 og 1.626 kroner.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Rufo har ingen drømme om fremtiden
Familien bor langt fra lejren, og derfor kører han sjældent hjem.
- Det er alt for dyrt. Det er muligt at leje et værelse i lejren, men jeg har valgt at sove i lastbilen for at spare penge, siger han.
Lastbilførerhuset er tætpakket med tøj, riskoger, madvarer, værktøj og andre ejendele.
Han pointerer, at det hårdeste ved jobbet som lastbilchauffør er trafikken i Manila, der er meget tæt og snegler sig frem.
- Men ventetiden på containere er næsten lige så slem. Jeg ved aldrig, hvor længe jeg skal vente, og det er frustrerende, siger han.
Han vil gerne forlade lejren og rejse til Europa og arbejde som chauffør. Ligesom mange andre af de voksne, der bor i chaufførlejren i Manila.
- Arbejdet her i Manila er hårdt, og det er svært at få pengene til at slå til med en familie på otte personer. Jeg har ingen forventninger og drømme om fremtiden ud over at arbejde som chauffør og forsørge min familie, siger Rufo Casaverde.
