Cliff Gadekær Jørgensen står tilbage med et spørgsmål, som han deler med andre, der har fået deres nye ejendomsvurdering: Men hvad betyder det så egentlig?
Der står et nul mere end forventet på ejendomsvurderingen af Cliff Gadekær Jørgensens store hus uden for Roskilde.
Som så mange andre husejere klikkede den 40-årige tømrer, der bor i landsbyen Vindinge, forleden ind på Vurderingsstyrelsens hjemmeside.
Og her fik han sig lidt af en overraskelse, da han så den nye, foreløbige ejendomsvurdering.
Grundværdien er steget fra 600.000 til 4.000.000 kroner. Og ejendomsvurderingen er på 6.000.000 kroner.
- Jeg fik en realkreditvurdering på huset for halvandet år siden, og dén lå på 4.000.000 kroner. Så det virker, som om der skudt lidt over målet, siger Cliff Gadekær Jørgensen.
Skal jeg være nervøs eller hvad?
Frem for alt står han dog tilbage med ét bestemt spørgsmål, som han sandsynligvis deler med mange andre: Han aner faktisk ikke, hvad det har af betydning for ham.
- Jeg ved jo faktisk ikke, om jeg skal være nervøs, eller hvad jeg skal være. Det er meget svært at finde rundt i, siger han.
LÆS OGSÅ: Slipper du billigere i boligskat i år?
I øjeblikket betaler han ejendomsskatter på omkring 7.000 kroner om året.
- En ven sagde så, at med den nye vurdering kommer jeg måske op omkring 50.000 kroner. Det er jo vildt, men jeg aner ikke, om det er rigtigt, siger Cliff Gadekær Jørgensen.
Fagbladet 3F har sendt Cliff Gadekær Jørgensens bekymringer videre til privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer.
Han medgiver, at de nye vurderinger er virkeligt komplekst stof, og at det derfor er svært at vide, hvad det konkret betyder:
- Og jeg kan godt forstå, at hvis man går fra en vurdering på 600.000 til 4.000.000 kroner, så tænker man – “det lyder vildt”. Men det er så også 10-12 år siden, at der sidst var en offentlig vurdering. Og langt de fleste steder – dog ikke alle – er ejendomspriserne altså steget meget siden. Det forklarer også, hvorfor langt de fleste vurderinger er blevet højere, siger Brian Friis Helmer.
En skatterabat eller en skattelettelse
I forhold til Cliff Gadekær Jørgensens bekymring for at skulle betale mere i boligskat lyder det fra Brian Friis Helmer:
- Der er lavet en ordning, der betyder, at ingen vil komme til at betale mere i 2024, end de gjorde i 2023. Og for at sikre dét, er skattesatserne blevet sat ned. Derfor vil langt de fleste altså også opleve, at de kommer til at betale mindre i boligskat, selvom deres vurderinger er steget, siger Brian Friis Helmer.
Det betyder, at hvis man står til at få en højere boligbeskatning – som det er tilfældet for én ud af fem – får man i stedet en skatterabat i 2024.
- Og omvendt: Hvis man står til en lavere boligbeskatning, så får man en skattelettelse, forklarer Brian Friis Helmer.
Vent på forskudsopgørelsen
Man skal så huske på, at de vurderinger, som alle lige nu snakker om, er midlertidige, understreger Brian Friis Helmer. Det vil sige, at vi skal helt frem til 2025, før der kommer en endelig vurdering.
- Så hvis Cliff vil sælge sit hus i løbet af 2024, så vil skatterabatten – hvis han får sådan én – ikke kunne overtages af en ny køber. Og så kan man i teorien forestille sig, at køber ikke vil betale så meget for boligen. Men så længe, Cliff bliver boende og ikke har tænkt sig at sælge, vil den nye vurdering i princippet ikke have den store betydning for ham, siger Brian Friis Helmer.
For alle boligejere handler det lige nu om at gøre op med sig selv, om man synes, at for eksempel ens grundværdi er sat urealistisk høj, siger privatøkonomen:
- For så synes jeg, man skal kontakte Vurderingsstyrelsen og spørge ind til, om de kan kigge på det igen.
Og ellers opfordrer han til, at man læner sig lidt tilbage og venter til, at forskudsopgørelserne kommer i november.
- Der vil det fremgå mere klart i forhold til betydningen for hele ens privatøkonomi, siger Brian Friis Helmer.