Hvor mange lærere, sosu'ere, læger og sygeplejersker kan man egentlig få for de mange millioner, som regeringen vil bruge på at give skattelettelser til vellønnede danskere. Få svaret her.
Det er ikke en gratis omgang at ændre på topskatten for de vellønnede danskere.
Det står til at koste staten 700 millioner kroner at hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat og samtidig indføre en ny top-topskat, viser regeringens beregninger.
Et stort flertal af danskerne vil hellere bruge pengene på sygehuse, børnehaver og psykiatri, viser en måling fra Kantar Public lavet for Fagbladet 3F.
Og hvad kunne politikerne egentlig få for den slat penge, hvis de i stedet valgte at bruge dem på at ansætte flere til at tage sig af de syge, de sårbare og ældre?
Det har Finansministeriet regnet på i en opgørelse fra 2020.
Hvis man vælger at bruge samtlige 700 millioner kroner på kun at hyre én medarbejdergruppe, kan det blive til:
1.150 sygeplejersker
En sygeplejerske koster gennemsnitligt 610.000 kroner om året, når man regner samtlige udgifter med – løn, ferie, pension og så videre.
Oveni kommer husleje, it, arbejdstøj, og hvad der ellers er af udgifter for en medarbejder.
1.100 skolelærere
Hvis man i stedet vil bruge pengene på at styrke folkeskolen, er der råd til 1.100 lærere.
En lærer i folkeskolen koster 640.000 kroner om året inklusive alt.
1.300 sosu’ere
Handler det om at passe bedre på de ældre, som ikke kan klare sig selv, er der råd til endnu flere social- og sundhedsmedarbejdere.
De er nemlig lidt billigere end skolelærerne og går til 540.000 kroner om året.
700 læger
Endelig kunne politikerne beslutte at bruge pengene på læger. Men de er noget dyrere, nemlig 1.050.000 kroner om året alt inkl.
Skattelettelser på vej
SVM-regeringen lancerede sine planer om lempelser i topskatten, da den blev dannet i december 2022.
Udspillet har ladet vente på sig og var ikke en del af finanslovsudspillet i august. Forventningen er, at skattelettelserne bliver præsenteret i løbet af efteråret som en del af regeringens 2030-plan.
I regeringsgrundlaget har regeringen lagt op til skattelettelser for fem milliarder kroner, hvoraf de fire milliarder skal bruges på at hæve beskæftigelsesfradraget for alle danskere i arbejde. Herudover kommer planerne om at sænke topskatten og indføre en top-topskat for de allerrigeste i samfundet.