Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 90 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 91 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 92 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).

Otte måneders ubetinget fængsel. Sådan lød dommen i forhold til de to hovedtiltalte i sagen fra Kolding om den unge lærling, der blev misbrugt i sin læretid.

Otte måneders fængselsstraf til de to hovedtiltalte. Henholdsvis tre måneders ubetinget fængsel og 40 dages betinget fængsel til de to øvrige tiltalte.

Sådan lød dommen, der faldt i retten i Kolding onsdag klokken 15.35. De fire yngre håndværkere var tiltalt for at have mishandlet og udøvet vold mod en tidligere lærling i 2016.

Og dommer Peter Ulrik Urskov og de to domsmænd gav altså anklageren ret i, at der havde fundet brutal og rå vold sted over flere gange. Han fremhævede detaljerne i den video, som en af de tiltalte havde filmet, og som var et afgørende bevis i sagen:

- Det, der foregår, er efter rettens opfattelse langt langt over, hvad man kan definere, at en person kan acceptere, sagde dommeren.

Ikke medhold i voldtægt

De to hovedtiltalte modtog dommen med bøjet nakke og hovedrysten.

“Fucking psykopater,” lød det mumlende fra den ene.

De fire håndværkere stod tiltalt for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter og mishandling efter paragraf 245, stk. 1 i straffeloven. To af håndværkerne var desuden tiltalt for at have udsat den unge mand for et andet seksuelt forhold end samleje.

Det sidste fik anklageren ikke medhold i.

- Vi mener ikke, at der er kommet noget frem om, at der skulle være et seksuelt motiv, sagde dommer Peter Ulrik Urskov.

En syg gazelle

Anklager Anna Holm havde også krævet udvisning af de to tiltalte, der havde mindre roller i sagen. Blandt andet havde den ene udelukkende filmet. Begge blev dog kun idømt betinget udvisning, blandt andet ud fra familiemæssige hensyn her i Danmark.

Anklageren havde oprindeligt krævet halvandet års ubetinget fængsel til de to hovedtiltalte. Den hårde straf var blandt andet begrundet i den afslørende video:

- Når man sætter sig oven på et andet menneske, holder ham fast og stikker et kosteskaft op i endetarmen på vedkommende – så er det vold og overgreb. Det er store og voksne mænd, som vælter (den forudrettede lærlings navn, red) omkuld, og han er jo en lille dreng – han er ikke mere end 17 år på det her tidspunkt. Han har ikke en chance for at komme væk, sagde anklager Anna Holm i sine afsluttende bemærkninger.

Hun sammenholdt overgrebene og den meget grove kultur på den arbejdsplads, hvor overgrebene fandt sted, med dyrenes hakkeorden:

- Det var som den syge gazelle, der går rundt på savannen, og så kommer løverne, som har udvalgt den svageste. Det gik altid ud over de unge – det sagde andre vidner også. Var der derimod nogen, der havde set de tiltalte blive lagt ned og fået stukket noget op bagi? Nej, slog anklageren fast.

Jack Ass-kultur

Forsvarerne for de fire tiltalte havde omvendt krævet pure frifindelse for alle forhold.

De fremhævede blandt andet, at der har været en “Jack Ass-kultur” i den gruppe af unge medarbejdere, som arbejdede i firmaet.

- Det har været en del af gruppens måde at more sig på. Man har filmet de her ting, som i de flestes opfattelser er noget grænseoverskridende, og så har man bagefter set på det og grinet af det. Og (den forurettede lærlings navn, red.) har på ingen måder holdt sig tilbage i forhold til at deltage i de her løjer. Han har accepteret den grove humor og accepteret det, der skete, sagde advokat Nils-Erik Kallmeyer, der var advokat for den tiltalte, der modtog tre måneders ubetinget fængsel.

Betænkningstid, tak

Den forurettede lærling blev tildelt 10.000 kroner i erstatning. Noget mindre en bistandsadvokatens krav, der lød på 175.000 kroner. De dømte skal betale sagens omkostninger.

Advokat Ole Bjørn Christensen, hvis klient var den ene af de to, der fik otte måneders fængsel, ankede med det samme dommen til landsretten med krav om frifindelse, samt formildelse af straffen.

De øvrige tre advokater udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke. De afsagte domme kan ankes inden for 14 dage.

Firmaet, hvor overgrebene har fundet sted, har for længst fået frakendt retten til at have lærlinge.