Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

Notice: Undefined index: und i include() (linje 7 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--link-to-article.tpl.php).

Gladsaxe Kommune er vendt på en tallerken i sagen om den 62-årige specialarbejder Tom Pedersen, der før sommerferien fik et nej til seniorpension. Kommunen har ændret retningslinjer, siger beskæftigelses- og socialchef. Nej, man har administreret forkert, lyder det fra 3F.

- Det var ved et tilfælde, at jeg fik vist afslaget i min 3F-afdeling, og så tog de rigtige mennesker over, siger Tom Pedersen.
Privat

62-årige Tom Pedersen er i dag en glad mand.

- Det fik jo en lykkelig afslutning, som han siger og kigger på brevet med det ja til seniorpension, han har modtaget 2. september fra Gladsaxe Kommune.

Men Tom Pedersen forstår grundlæggende ikke, hvorfor han oprindeligt fik et nej tilbage i juni – af samme kommune:

- Almindelige mennesker som jeg gør jo ellers bare, hvad kommunen siger. Det var ved et tilfælde, at jeg fik vist afslaget i min 3F-afdeling, og så tog de rigtige mennesker over, siger Tom Pedersen. 

Som Fagbladet 3F beskrev i sommer, søger Tom Pedersen i marts i år om den nye seniorpension hos Gladsaxe Kommune. Han har med egne ord “ondt i skroget” efter over 30 år med hårdt, fysisk arbejde, og hans arbejdskalender er fyldt med sygedage.

Seniorpension blev indført 1. januar i år og er tænkt til personer tæt på pensionsalderen, som har en nedsat arbejdsevne i forhold til deres seneste job.

Men Gladsaxe Kommune giver ham altså et afslag 18. juni. Tom Pedersen arbejder for meget, lyder forklaringen.

Kommunen har ikke spurgt lægerne

Ved et tilfælde viser Tom Pedersen sit afslag i 3F Mølleåen i Lyngby. Og her springer sagsbehandler Maj Richter Petersen op af stolen, da hun ser afslaget.

Jobcenteret har nemlig kun indhentet oplysninger om Tom Pedersen og hans helbred fra hans arbejdsgiver, Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor han arbejder i vejvæsenet, men pt. er sygemeldt fra.

Ingen læger eller helbredspapirer siger noget om, hvordan Tom Pedersen har det. På den baggrund klager Tom Pedersen og 3F-afdelingen over kommunens afslag.

Og klagen bærer altså frugt.

I et brev fra Gladsaxe Kommune 2. september skriver kommunen nu, at “din praktiserende læge oplyser […], at du lider af skulderskade og hofte- og slidgigt, at du ikke kan have ryg-, skulder-, hofte- eller knæbelastende arbejde, og at du ikke kan vende tilbage til dit arbejde med hårde fysiske arbejdsopgaver.”

På baggrund af de oplysninger samt andre kriterier tildeler kommunen Tom Pedersen en seniorpension fra 1. november.

Super glad – men...

Maj Richter Petersen i 3F Mølleåen er super glad på Tom Pedersens vegne. Men hun er også rigtigt bekymret for, hvad borgere, der ikke har en fagforening i ryggen, gør:

- Jeg synes helt ærligt, at det er ærgerligt, at borgere skal igennem sådan en tur som Tom. Typisk vil folk jo blot affinde sig med det svar, som de får fra kommunen. Det havde Tom også gjort, hvis vi ikke ved et tilfælde havde set afslaget, siger Maj Richter Petersen.

- Hvis kommunen havde indhentet de rigtige oplysninger fra starten, var det her aldrig blevet til en sag. Jeg er skuffet, når jeg oplever den form for sagsbehandling i en kommune, siger Maj Richter Petersen.

Kommunen: Vi har ændret vores retningslinjer

I Gladsaxe Kommune vil man ikke udtale sig om den konkrete sag. Beskæftigelses- og socialchef Katrine Birk skriver dog i en mail til Fagbladet 3F:

- På baggrund af STARs (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, red.) nye vejledning har vi ændret vores retningslinjer på området, og det betyder, at der er borgere, som ikke tidligere var berettiget til seniorpension, som er det nu, skriver Katrine Birk.

Adspurgt, om det så betyder, at kommunen har administreret lovgivningen forkert de seneste seks måneder, skriver Katrine Birk, at “det er ikke rigtigt forstået”:

- Vi har vurderet sagen med udgangspunkt i den vejledning, som var gældende på det tidspunkt, da vi gav afslag. Og da den nye vejledning kom 7. juli, ændrede vi på den baggrund praksis, skriver Katrine Birk.

I 3F er man dog uenig i denne fortolkning.

- Lovgivningen har ikke ændret sig siden 1. januar, og det har hele tiden stået klart, at man skulle indhente lægelige oplysninger. Det virker på mig, som om kommunen dækker sig ind under en forkert administration, siger Tina Christensen, der er politisk ansvarlig i 3F.